Om os
Få mere at vide om Annas Højskole
Forstanderen og grundlægger Anna Katrin Nørgaard har givet navn til Annas Højskole. Udover at hun på langt de fleste kurser vil være jeres gennemgående vært, er hun også journalist og 3. generations højskoleforstander. Hun startede højskolen, der er en privat virksomhed, og derfor ikke støttet af statsmidler, på Mallorca for 5 år siden på grund sin store interesse for at rejse og møde andre folk og kulturer på højskolemåden. Nu har hun så kastet sig ud i nye eventyr i Skotland, Andalusien, Thy, og på Læsø, hvor hun sammen med sin mand og et vennepar har investeret i en stor og skøn B&B, der skal danne rammerne om kurserne på Kattegats perle, som Læsø også betegnes.
I Kulissen arbejdes der også på Portugal som destination til 2024.
Vokset op på en grundtvigiansk folkehøjskole
Tanken om at dele sin viden og kærlighed til steder langt fra Danmark gennem foredrag, diskussioner, ekskursioner, fællesskab og højskolesang kom helt naturligt til Anna Katrin. Hun er nemlig selv vokset op på en højskole, da hun er født ind i en højskole-slægt.
Hendes bedsteforældre, der var lærere på Ryslinge Højskole, startede deres egen højskole, Nørgaards Højskole, i 1955 i Hadsten, hvor hendes far siden blev forstander og lærer. I dag ligger Nørgaards Højskole i Bjerringbro. Anna Katrin Nørgaard har således fået højskoletanken og -ånden ind med modermælken og arbejdet på flere højskolekurser i bl.a. Grønland.
Journalist og foredragsholder
Hun er desuden en flittig foredragsholder rundt om i landet og korsanger, og kan synge for på sangene i Højskolesangbogen. Som journalist har Anna Katrin arbejdet mest med tv med bl.a. 13 år på DR og været tilrettelægger og dokumentarist både for DR- dokumentar og TV2. I den forbindelse har hun lavet programmer fra alverdens lande og kontinenter.
“Mit mål er at give mine kursister en anderledes oplevelse af inspirerende destinationer. Vi besøger ikke så meget steder og ting, i stedet går vi efter de interessante historier. Vi besøger fabrikker, fængsler, rigmandsvillaen og taler med menneskerne der. Når vi er i udlandet, besøger vi altid danskere, der bor i det pågældende land. For de kender vores måde at tænke på og ved godt, hvor de interessante historier ligger”.
På Annas Højskole giver vi på den måde kursisterne en oplevelse af det mere autentiske og ukendte. Vi giver vores kursister en indsigt og forståelse af områdets kultur, historie, og nutidige samfundsforhold, samtidig med at vi holder fast i højskolens tanker om fælleskabet, fællesangen, foredrag, gymnastikken. Så der både er kalorier til krop og sjæl.
Bag vores højskole på Mallorca, Danmark, Vietnam og Tanzania står Annas Højskole ApS (CVR nr. 38768484).Vi er medlem af Rejsegarantifonden med nummer 3122.