Vandring og højskole i det skotske højland | 19. juli – 24. juli 2026
Vandring og højskole i det skotske højland | 19. juli – 24. juli 2026
Praktiske informationer
15.300 kr. (ved delt dobbeltværelse med eget badeværelse) *Tillæg for eneværelse: 2200 kr.
På lager
Prisen inkluderer
- Fly København -Edinburgh t/r (ønsker du tilslutningsfly fra Aalborg, er det til dagens pris)
- Transfer fra og til lufthavnen
- Ophold på højlandshotel med dejlige værelser med eget badeværelse
- Alle måltider på højskolen
- Al kaffe og te på højskolen
- Buskørsel til de forskellige arrangementer
- Frokost på restaurant
- Whiskysmagning
- Alle foredrag
- Dansktalende kursusleder
- Lokal medhjælper på vandreturene, hvis deltagerantallet er mere end 20 personer
- Bidrag til Rejsegarantifonden
- Lufthavnsskatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
- Drikkevarer skal tilkøbes.
Betaling:
Ved tilmelding beder vi om et depositum på kr. 3000,- Restbeløb skal overføres 2 måneder før afgang.
I særlige tilfælde er det muligt at betale med Mastercard, skriv venligst hvis dette ønskes på tilmeldingen.
Intro
Skotland er kendt for sin smukke natur og på dette sommerkursus retter vi fokus på vandring, naturoplevelser og ro i højlandets storslåede rammer. Vi har valgt at bo i den bjergrige region Angus i den østlige del af Skotland et par timers kørsel nord for Edinburgh. Angus er berømt for sine fem dale, The 5 Angus Glens, der kiler sig ind og danner sprækker i højlandets bjerge, og hvor der findes en lang række vandrestier. Vores højskole har til huse på et dejligt højlandshotel, som vi har helt for os selv.
Vi vandrer i Cairngorms Nationalpark
Højskolen ligger i en af de smukkeste af de fem dale, Glen Clova dalen. Glen Clova er en del af Cairngorms Nationalpark, Storbritanniens største nationalpark. Tre af vores vandringer foregår i nationalparken, hvor vi udforsker dalene og bjergene der omgiver dem. En af dagene tager vi ud af dalen og vandrer langs Angus´ kyst med røde sandstenklipper og et rigt havfugleliv. Vi får også indsigt i landsbyliv og fiskeri. Ugens vandreture er af forskellig længde og sværhedgrad, og bekrives nærmere i dag-til-dag programmet. Nogle ture kan man forlænge eller forkorte alt efter individuelle behov. Vi kommer godt omkring i løbet af kurset og oplever både højland, kyst, hav, skov og småbyer; alle steder, der former den flotte natur Skotland har at byde på. Naturen i det skotske højland indbyder til RO, og på vandreturene inviterer vi undervejs til stillevandringer, hvor vi i perioder går i stilhed og overgiver os til lydene, planter, blomster, træer og udsigterne omkring os. Stilheden giver plads til refleksion og kan opleves som en form for gående meditation.
Der er også foredrag
Imellem vandreturene får vi en række foredrag om Skotlands højland og møder en naturguide der beretter om Cairngorms nationalparken. Selvfølgelig holder vi også en hyggeaften med whisky-smagning til muntre historier om whiskyens særlige plads i skotternes hjerte. Vi synger højskolesange dagligt og slutter kurset af med en festmiddag efterfulgt af levende skotsk folkemusik og danseundervisning i højskolens skønne rammer. Vi spiser de fleste måltider på højskolen, som laver mad af råvarer fra egen køkkenhave og det lam og vildt de opdrætter. Vi befinder os i Angus regionen, hvor Aberdeen Anguskvæg og fisk og skalddyr fra både hav og floder er af høj kvalitet, og i ugens løb stifter vi et godt bekendtskab med det skotske landkøkken. På vores ture ud af dalen spiser vi de lokale fiskespecialiteter røget torsk, og laks. Skotterne er glade for sødt bagværk, og højskolen vil forkæle os med både hjemmebag og en klassisk britisk cream tea; scones med marmelade og flødeskum med god te. Det skotske vejr er omskrifteligt, og Skotland oplever jævnligt storme og kraftig regn. Det betyder at træer kan falde ned på stier vi havde tænkt at gå ad, eller regn gør ruter ufarbare. I sådanne tilfælde, må vi lave ruten om. Vi tager derfor forbehold for ændringer, men forsøger så vidt muligt at gennemføre programmet, som det her forelægger.
Dansk kursusleder der bor i Skotland
Vores kursusleder er Camilla Kornerup, der bor i Skotland og er en erfaren turleder.
Betalinger
Ved tilmelding beder vi om et depositum på kr. 3000,- Restbeløb skal falde 2 måneder før afgang.
ETA
Danske statsborgere skal have en Electronic Travel Authorisation (ETA) for at rejse til Storbritannien. Det koster 16 pund, og man skal selv sørge for at ansøge. De skriver, der kan gå op til 3 dage, før den er behandlet. Vi anbefaler derfor, du ansøger mindst en uge før, du skal afsted. Du kan læse mere om ETA til Storbritannien her: Rejseregler - Skotland
Program
Dag-til-dag program
Dag 1: Søndag 19.7: Rejse til Glen Clova dalen i Cairngorms National Park
- 15.20 Afrejse med Norwegian fra Københavns Lufthavn til Edinburgh, hvor vi ankommer 16.15 lokal tid. Vi kører i bus 2 timer til Glen Clova og højskolen. Undervejs besøger vi et supermarked, hvor man kan vælge at købe snacks, frugt og energibarer til vandreturene de følgende dage.
- 20.00 Middag på højskolen med hygge og sange.
Dag 2: Mandag 20.7: Vandretur i Glen Doll dalen i Cairngorms NP
- 8:15 Morgengymnastik og morgensang udendørs.
- 8:45 Morgenmad og omklædning til dagens vandring.
- 10:00 Oplæg om dagens vandring og The Glens v. Camilla
- 10:30 Tag en madpakke og herefter afgang med bus 10 minutter ned til Glen Doll hvor vores vandring begynder. Vi vandrer gennem nåleskoven op på et corrie, et stort åbent grønt “amfiteater”, hvor vi pludselig står omgivet af høje bjergvægge. Vi oplever, hvordan naturen er formet af vulkaner og istider. Et kringlet vandløb presser sig frem over plateauet mellem sumpet tørv og blokke af grålig granit, størknet lava, lyng og alpinske vækster, og leder os op til Glen Dolls vandfald, der bruser når det har regnet. Området er fantastisk smukt, og en herlig intro til området. Vi går op til vandfaldet, og spiser madpakker undervejs, inden vi vandrer tilbage til Ranger Stationen, hvor bussen venter
Undervejs går vi mindst i 60 minutter i stilhed, det gør vi fordi stillevandringer hjælper med til at skabe nærvær, ro og fordybelse ved at flytte opmærksomheden fra samtale til naturen, kroppen og egne tanker. - 15:00 Bussen kører retur til højskolen. Man kan også vælge at forlænge vandringen og gå de 5 km hjem til højskolen ad den stort set flade stille landevej.
- 15.30 På højskolen vil være kaffe/te og kage ved ankomst.
- 18:30 Middag på højskolen.
- 19:30 Fortælling om Glen Clova Hotels historie (v. Mhairi, daglig leder). Herefter foredrag: "Skotlands Højland", v. Camilla. Vi slutter aftenen af med en intro til vandredagen i morgen og en aftensang.
Kørsel: 5 km ud og 5 km hjem.
Vandring: 10 km, ca. 3 1/2 - 4 timer.
Sværhedsgrad: Medium med stigning på 300 m. Kan forlænges 5 km, hvis man går hjem fra Glen Doll til højskolen.
Dag 3: Tirsdag d 21.7: Vandring op til bjergsøerne Loch Brandy og Loch Wharral i Cairngorms
- 7:45 Morgengymnastik og morgensang udendørs.
- 8:15 Morgenmad.
- 9:15 Tag en madpakke og afgang. Vi snører støvlerne godt, for i dag skal vi på vandring oppe i bjergene omkring højskolen. Vi lægger ud med en stejl stigning op til bjergsøen Loch Brandy ad en sti med udsigt over Glen Clova dalen og lyngklædte skråninger med fritgående får og er vi heldige ser vi ryper, rovfugle og kronvildt. Vi bevæger os langsomt opad og nyder udsigten undervejs inden vi hviler ud ved søens kølige bred, hvor vi spiser madpakker. Herfra fortsætter vi alt efter vind og vejr videre over Green Hill bjerget (870 moh) ned til Loch Wharral. Herefter går vi ned til landevejen og ender på højskolen igen om eftermiddagen. Turen kan afkortes undervejs for dem, der synes den er for anstrengende. Undervejs går vi mindst i 60 minutter i stilhed, det gør vi fordi stillevandringer hjælper med til at skabe nærvær, ro og fordybelse ved at flytte opmærksomheden fra samtale til naturen, kroppen og egne tanker.
- Efter vandringen vil der være fælles udstrækningsøvelser i haven, og kaffe, te og kage.
- 18:30 Middag på højskolen.
- 19:45 Intro til vandringen i morgen v. Camilla.
- 20.00 Vi slutter dagen af med at synge sange fra højskolesangbogen, og høre lidt om de enkelte sange.
Kørsel: ingen.
Vandring: 15 – 17 km, 6 – 7 timer.
Sværhedsgrad: hård med stigning på 650 meter. Vejret afgør i dag hvor langt vi går.
Dag 4: Onsdag 22.7: Vandring langs klippekyst og frokost i Arbroath
- 7:30 Morgengymnastik og morgensang i haven.
- 8:00 Morgenmad.
- 9:00 Afgang til havnen i Auchmithie
- Ca.10.15: ankomst til Auchmithie og vandring ned langs kysten til Arbroath. Turen løber langs kysten sydpå, på røde sandstensklipper, der rejser sig brat fra havet. Vi vandrer ad klippestien med enorme jordbærplantager til landsiden og Nordsøen mod havsiden. Ruten fortsætter gennem naturreservatet Seaton Cliffs med havfugle som terner og lomvier, inden vi midt på dagen når frem til havnebyen Arbroath.
Arbroath er en gammel fiskerby, hvor der handles Arbroath Smokie, røget kuller, som er områdets specialitet, og røgeriernes dufte møder os, når vi nærmer os havnen. I Arbroath spiser vi frokost sammen på restaurant. - 15:00 Bussen kører os tilbage til højskolen.
- 18:30 Middag på højskolen.
- 20:00 Whiskysmagning på højskolen med whiskykender John Lees. Vi smager 5 af Skotlands bedre single malt whiskyer, fra både højland og lavland. Imens bliver vi godt underholdt af Johns historier om whisky og dens særlige plads i skotternes hjerte.
Kørsel: 1 god times kørsel ud og det samme hjem.
Vandring: 8-9 km, 3 timer.
Sværhedsgrad: Let, med lettere stigninger.
Dag 5: Torsdag 23.7: Vandring gennem Glen Clova til Glen Prosen i Cairngorms NP
- 8:00 Morgengymnastik med stræk og opvarmning, og morgensang i haven.
- 8:30 Morgenmad og tag en madpakke.
- 9:45 Vi starter dagen i det lille kapel overfor højskolen, Glen Clova Kirk. Her fortæller Camilla lidt om dagens vandring, som går videre fra højskolen til nabo dalen Glen Prosen ad præstens gamle rute, The Minister´s Path. I gamle dage tjente præsten begge dale, og gik mellem kirkerne ad denne sti, når han skulle holde prædiken. Ruten leder os gennem skov og over bakker og hede. Vi spiser madpakker undervejs, nyder vores sidste dag i højlandet og går videre til Glen Prosen Village med kirken, hvor bussen venter. Undervejs går vi mindst i 60 minutter i stilhed, det gør vi fordi stillevandringer hjælper med til at skabe nærvær, ro og fordybelse ved at flytte opmærksomheden fra samtale til naturen, kroppen og egne tanker.
- 14:30 Bussen kører os ½ time retur til højskolen.
- 16:00 Vi hygger med hjemmebagte skotske scones og te, kaffe og højskolesange i haven på højskolen.
- 19:00 Afslutningsmiddag på højskolen i teltet.
- 20:30 Skotsk folkemusik med danseundervisning med det lokale band "Zetor in the Kailyard", der spiller festlig skotsk folkemusik.
Kørsel: ingen ud, ½ time hjem.
Vandring: 12 km, ca. 4 timer.
Sværhedsgrad: Medium, stigning 200 m.
Dag 6: Fredag 24.7: Afrejse
- 8.30 Morgengymnastik og strækkeøvelser i haven.
- 9.00 Morgenmad. Herefter tjekke ud af værelser.
- 10.00 Morgensang udendørs+ vi siger farvel til højskolens personale.
- 10.30 Afgang bus 2 timer til Edinburgh Lufthavn.
- 15.10 Afgang med Norwegian fra Edinburgh.
- 17.55 Ankomst lokal tid i Københavns Lufthavn.
**Vi tager forbehold for ændringer.
Dem møder du
Camilla Kornerup

Kursusleder bliver Camilla Kornerup. Camilla en cand. mag og har rejst i store dele af verden og bor nu i Edinburgh med sin engelske mand John.
Camilla driver foredragsvirksomheden Cosmopolit, hvor hun fortæller historier og viser billeder fra rejser om menneskers liv og livsbetingelser rundt omkring på kloden. Sideløbende er hun turleder på vandreture i Skotland og har en baggrund i rejsebranchen som guide, og som underviser.
De senere år har hun også arbejdet med HR og kompetenceudvikling og som selvstændig konsulent med bæredygtighed.
I fritiden nyder Camilla at lære Skotland og skotterne bedre at kende, og hun vandrer og cykler og tager billeder og ser frem til at gå på opdagelse på de mere afsides og forblæste egne som Shetlandsøerne og Hebriderne. Camilla vil holde flere foredrag og lede vandreturene i ugens løb.
John Lees
John er historiker, født i England og bor i Edinburgh, hvor han er en passioneret whisky-samler. John har smagt over 500 whiskyer fra hele verden og blandt favoritterne er nogle af de mere sjældne whiskyer fra fjerntliggende små skotske destillerier.
Til vores whiskyaften smager vi 6 af Skotlands bedre single malt whiskyer, den ægte vare, fra både fra højland og lavland. Vi genkender sikkert smagsnuancer af tørv, røg, læder, olie og vanilje imens vi bliver godt underholdt af Johns historier om whisky og dens særlige plads i skotternes hjerte, for ikke at nævne dens betydning for de endeløse konflikter mellem England og Skotland gennem tiderne.
Zetor in the Kailyard
Den lokale duo består af Kate Badcock og Roddy Johnston, der spiller og synger traditionel skotsk folkemusik fra højlandet. Duoen er mulitinstrumentale og de griber til alt fra violin, guitar, fløjte, sækkepibe og saxofon når de rejser rundt i højlandet og underholder.
Mellem numrene lærer de os at danse folkedans og fortæller os om deres musik.
Beliggenhed
På dette sommerkursus i Skotlands højland, har vi valgt at bo i Storbritanniens største nationalpark Cairngorms. Parken byder på et hav af vandreruter, storslået højlandsnatur med dyreliv, bjerge, bjergsøer, dale, floder og skov samt landbrug med får, kvæg og kornavl. Vi holder højskole på det hyggelige familieejede Glen Clova Hotel dybt inde i Glen Clova dalen omgivet af naturen. Herfra udgår flere af vores vandreture. Højskolen ligger ned til en flod og har en stor have og eget lille landbrug, der forsyner køkkenet med kød og køkkenhavens grønt. De eneste naboer er et par gårde der ligger spredt i området, og der er 20 minutters kørsel til nærmeste by, Kirriemuir.
Højskolen har et hovedhus i to etager med værelser, spisesal, foredragssal og en hyggelig bar med rustikke langborde og lokale øl og whisky. I haven ligger et sidehus med værelser, og der er masser af plads til at sidde udendørs og nyde udsigten til de omkringliggende bjerge, der rejser sig rundt om højskolen. Når vejret tillader det, spiser vi udendørs om aftenen.
Fly
- Afrejse 15.20 med Norwegian fra Københavns Lufthavn til Edinburgh, hvor vi ankommer 16.15 lokal tid. Der kan tilkøbes tilslutningsfly fra Aalborg til dagens pris.
- Afgang 24. juli med Norwegian fra Edinburgh kl.15.10 med ankomst lokal tid i Københavns Lufthavn kl. 17.55
* Vi tager forbehold for ændringer
