På eventyr i Marrakech | 15. – 22. marts 2027

På eventyr i Marrakech | 15. – 22. marts 2027

IntroProgramDem møder duBeliggenhedFlyGalleri

Praktiske informationer

Priser pr. person:

Dobbeltværelser: 

Her kan du vælge at bo på delt dobbeltværelse, med en du ikke kender, eller hvis I rejser to sammen. Alle senge kan adskilles/ eller der er to forskellige senge på værelset. Der er lidt forskel på priserne, fordi der er forskel på størrelserne.

  • Almindelig størrelses dobbeltværelse med eget badeværelse: 16.300,-
  • Større dobbeltværelse med badeværelse: 16.800,-

Singleværelser: 

Her har vi 3 priser, da der er forskel på værelserne. Det er primært størrelsen, så de mindste værelser er de billigste. Alle værelser er med eget bad.

  • Singleværelse med eget badeværelse: 17.400,-
  • Større singleværelse med eget badeværelse: 17.900,-
  • Størst singleværelse med eget badeværelse: 18.100,-

Vælg et værelse herunder:

Prisen inkluderer

  • Prisen inkluderer

    • 2 danske kursusledere
    • Fly tur-retur direkte København - Marrakech
    • Alle buskørsler
    • Alle fælles udflugter og entréer
    • Alle foredrag
    • Alle måltider på højskolen  jvf. program (dog ikke drikkevarer)
    • 1 * Middag på restaurant (dog ikke drikkevarer)
    • Lokale guider
    • Afgift til rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Drikkevarer
  • Måltider på egen hånd ; 1 *aftensmad 
  • Drikkepenge til lokalt personale på højskolen - vi samler ind.
  • Drikkepenge på restauranter
loader-image
13:33, maj 19, 2026
temperature icon 30°C
klar himmel
Solopgang: 06:33
Solnedgang: 20:24

Intro

Vores kursus i Marrakech er opstået ud fra en dyb kærlighed til den smukke by og de mange spændende mennesker, som vi har mødt på vores vej. Kurset har fokus på madglæde, kunsthåndværk, kultur, arkitektur, håndværk, højskolesamvær og uforglemmelige oplevelser.

Bortset fra en enkelt dagstur, foregår hele kurset i magiske Marrakech i Marokko, sammen med dine kursusledere fortstander Anna Katrin Nørgaard, der har lavet en del kurser i Marrakech og kokken Dominique Capel, der har købt en riad i Marrakech, som han vil vise jer og fortælle om. Det er også i sin egen riad, at Dominique vil lære kursisterne alle hemmelighederne bag det marokkanske køkken, som han har en stor kærlighed til. 

På kurset vil der være alt fra marokkansk madlavning sammen med Dominique og street food-tour gennem souken, til ud at møde lokale håndværkere og på madskole hos Claus Meyers Melting Pot.

Kurset inkluderer en spændende dagstur, hvor vi tager ud af Marrakech mod de smukke Atlasbjerge og får lov at opleve livet på landet. Her skal vi bage brød med de lokale kvinder på traditionel vis. Vi vil også tage jer med til Claus Meyers projekt i Marokko, Melting Pot Fondation, hvor de  hjælper unge frem med gastronomien, og så skal I både sammen med os og på egen hånd ud at spise på skønne restauranter - vi giver tips til de gode steder.

I vil få lov til at gå på opdagelse alene eller i små grupper, alt efter jeres behov, i de snørklede gader i medinaen og souken. Her kan I shoppe løs, besøge et af de historiske paladser, eller I kan gå i hammam og få en ordentlig gang scrub og massage, for så bagefter at nyde en nous-nous med udsigt ud over den livlige by. 

Vi glæder os meget til at vise byen frem, og håber at vi kan give noget af vores betagelse videre til alle jer, der rejser med os på eventyr.

Betalinger

Ved tilmelding beder vi om et depositum på kr. 3000,- Restbeløb skal falde 2 måneder før afgang.

Program

På eventyr i Marrakech 16.-23. marts 2027

 

Dag 1 Tirsdag den 16.3:  Ankomst og velkommen

Ankomst og indkvartering. 

Sen frokost + velkommen til Marrakech og gennemgang af ugen. 

Praktiske ting - hæve penge - på mini-opdagelse i souken i mindre hold med Anna og Dominique

Aftensmad på højskolen. Vi tager en hvem-er-hvem runde og synger nogle højskolesange.

 

Dag 2  Onsdag den 17.3: Intro til Marrakech og Marokko + madtur

8.30 Morgengymnastik og morgensang på riadens/højskolens tagterrasse. 

9.00 Fælles morgenmad. Vi giver tips og tricks til medinaen/souken. Hvordan prutter man om prisen, hvad med drikkepenge osv.

10.00 Oplæg om Marokkos samfundsforhold, kultur og madtraditioner med Anna og Dominique.

11.00 Madtur: Vi deles ind i 4 mindre grupper og tager på madtur med lokale guider, hvor vi smager os igennem souken.

Tid på egen hånd.

17.30 Foredrag med Dominique - hvordan havnede han i Marrakech? Anna interviewer Dominique.

19.00 Aftensmad på vores riad/højskolen.

Aftenhygge og foredrag om alle de mange skatte man kan købe i Marrakech som oplæg til turen, vi laver i morgen eftermiddag med Dominique til udvalgte steder. Vi skal snakke om krydderier, tæpper, kurve, keramik, og hvordan du kan få alt specialfremstillet til lige netop dine ønsker. Om det er skræddersyet tøj eller møbler til huset. Der er ikke det, som Dominique ikke får fikset i Marrakech.

 

Dag 3: Torsdag den 18.3: Det marokkanske køkken med Dominique, ud at cykle med Anna  

8.30 Morgengymnastik og morgensang på riadens/højskolens tagterrasse. 

9.00 Fælles morgenmad.

10.00 - 13.00 Gruppe 1 (8-9 personer) går i køkkenet med Dominique på Dominiques egen riad, der ligger 1 minuts gang fra højskolen. Nu skal der laves skøn marokkansk frokost til alle. 

10.00 - 13.00 Resten har to muligheder: 

1: Tag med Anna og cykelguide ud at cykle i medinaen.

2: Tid på egen hånd til shopping, museumsbesøg mm . Dominique og Anna har lavet en liste med anbefalinger til steder at shoppe og steder at opleve.

13.00 Frokost for alle som gruppe 1 har lavet til os. Vi indtager den på tagterassen på Dominiques riad.  

14.00 - 17.00  Tur med Dominique til udvalgte steder, hvor han køber ting til sin riad, samarbejder med lokale håndværkere mm. 

17.00 - 18.30 Kage og te + foredrag : Dominique fortæller og viser billeder fra projektet med at købe en riad og sætte sig ind i regler og lovgivning vedr køb af ejendom i Marokko. Derefter finde de rigtige håndværkere og få sat huset i stand i et helt fremmed land med en helt anderledes arbejdskultur.

Aftensmaden i dag er på egen hånd. Vi har forinden givet tips til gode restauranter, hvor vi selv holder af at komme.

 

Dag 4: Fredag den 19.3: På Melting Pot - Claus Meyers madskole i Marrakech 

8.30 Morgengymnastik og morgensang på højskolens tagterrasse. 

8.45  Fælles morgenmad.

9.30 I dag skal vi på kokkeskole hos det super spændende projekt Melting Pot Foundation, som Claus Meyer står bag og som er støttet af dansk-arabisk partnerskabsprogram, der hører under Udenrigsministeriet. På Melting Pot møder vi danske Marie-Sofie Grønlund, der er daglig leder af projektet. Hun fortæller om projektet og idéen bag. Vi skal i skolekøkkenet og lave mad sammen med de unge marokkanske elever, der alle er ved at uddanne sig til kokke. Sammen laver vi en lækker 3 retters menu med moderne marokkansk mad.

Efter frokosten er der kaffe, og vi hører Marie-Sofies spændende og personlige historie om, hvordan hun oplever at bo i Marokko efter flere år i landet.

16.00 Tilbage på højskolen.

16.00 - 19.00 Tid på egen hånd - mulighed for tur i hammam, på museum eller bare slappe af på højskolen.

19.00 Vi tager alle ud at spise på restaurant (med i prisen).

Dag 5 Lørdag den 20.3: Kulturmøde, det marokkanske køkken, på tur i Gueliz

8.00 Mulighed for at gå med på morgentur med Dominique og Anna. En morgentur Dominique elsker at gå med sin kone, når de er i Marrakech. 

9.00 Fælles morgenmad.

10.00 - 11.30 Dansk - marokkansk kulturmøde: Vi har inviteret vores marokkanske venner Rachid og Hind, som er et yngre ægtepar med en søn på 6 år, på besøg på højskolen til kage og te og en snak om dagliglivet i den røde by, der vokser og vokser, og som har en kæmpe stigning i antallet af turister, der besøger byen. Hvad tænker de om byens udvikling, og hvad har de af drømme og planer for fremtiden? Vi synger et par sange fra Højskolesangbogen for det marokkanske par. 

12.30 Frokost 

14.00 Gruppe 2 går på markedet med Dominique. Derefter pause og fra kl 16.00 skal gruppe 2 i køkkenet på Dominiques egen riad, der ligger 1 minuts gang fra højskolen. Nu skal der laves skøn marokkansk aftensmad til alle. 

14.00 - 19.00 Resten har nu 2 muligheder. 

1. Tilbud: Tag med Anna på tur til den fransk-byggede bydel Gueliz med de brede boulevarder og de mange kunstoplevelser.

2. Tid på egen hånd til shopping, cykeltur, hammam, museumsbesøg mm. 

19.00 Middag som gruppe 2 har lavet til os. Vi indtager den på tagterrassen på Dominiques riad. 

Aftenhygge.

Dag 6  Søndag den 21.3: På tur i Atlas-bjergene hos berberkvinden Saida

8.30 Fælles morgenmad.

9.30 I dag skal vi ud af byen - på heldagsudflugt til en lille bjerglandsby i Atlasbjergene. Vi møder den driftige forretningskvinde Saida, der også er fra en berberfamilie. Berberfolket bor typisk i Atlasbjergene. Vi starter med at bage brød med de lokale kvinder. Derefter spiser vi en skøn frokost. Når vi har spist, går vi sammen med Saida ca. 40 minutter op ad en lille smal og stenet bjergsti til hendes landsby, for at se hvordan folk bor her i de gamle huse og høre om livet i landsbyen. Vi ser også den gamle olivenpresse og et væveri, hvor de laver tæpper på bestilling. Husk fornuftigt fodtøj til dagens vandring.

Ca. 16.30 Afgang mod Marrakech.

19.00 Aftensmad og hygge på højskolen.

 

Dag 7 Mandag den 22.3: Sidste dag - det marokkanske køkken, kvindernes forhold og tid til sidste shopping, museumsbesøg m.m.

8.00 Mulighed for at gå med på morgentur med Dominique og Anna. En morgentur Dominique elsker at gå med sin kone, når de er i Marrakech. 

9.00 Morgenmad.

10.00-13.00 Gruppe 3 går i køkkenet med Dominique på Dominiques egen riad, der ligger 1 minuts gang fra højskolen. Nu skal der laves skøn marokkansk frokost til alle.

10-13.00 Resten har nu to muligheder: 

1.Dyk ned i de marokkanske kvinders forhold sammen med Anna.

2.Tid på egen hånd til shopping, cykeltur, museumsbesøg mm.

13.00 Frokost for alle som gruppe 3 har lavet til os. Vi indtager den på tagterrassen på Dominiques riad.  

14.00 - 17.00 Tid til sidste shopping, museumsbesøg, hammam m.m.

19.00 Hyggelig afslutningsaften på højskolen med middag, sang og indslag. 

 

Dag 8  tirsdag den 23.3: Afrejse 

7.00 Morgenmad

8.00 Afgang mod lufthavnen

10.15 Afgang fra Marrakech med Norwegian

15.25 Ankomst til Københavns Lufthavn

(vi kender endnu ikke præcise tider, men sådan var det i 2026) 

 

* Ret til ændringer forbeholdes

 

Dem møder du

Dominique Capel: Mand iført en hvid trøje med detaljer.

Dominique er født og opvokset i Normandiet i Frankrig – i et hjem hvor madlavning fyldte meget. Hans mor lavede tre retter både til frokost og aften, og allerede som barn stod han ved komfuret og skrællede kartofler, rørte i saucer og bagte pandekager. Som 8–10-årig var det ofte ham, der stegte bøfferne.

Det lå i kortene, at han skulle være kok – og at verden ventede. Efter sin uddannelse fra hotel- og kokkeskolen i Granville i 1983 og et år på restaurant drog han ud. London blev første stop, hvor han arbejdede på store hoteller i køkkenbrigader med op til 25 kokke. Eventyrlysten og nysgerrigheden har altid drevet ham – inspireret af sin fars fortællinger fra Marine Nationale og rejser verden rundt.

Skandinavien trak tidligt i ham. Fascinationen af nordisk kultur førte ham til Danmark i 1990, hvor han arbejdede i København og senere i Vejle – blandt andet på Munkebjerg Hotel, hvor han gennem 16 år havde flere lederstillinger. I 2012 var han med til at starte og udvikle Nicolas Vahé – et fransk inspireret “épicerie fine”-brand med kokkehåndværket i centrum.

Håndværker af hjertet

Men Dominique er mere end kok. Han er også håndværker af hjerte. Siden 2022 har han fordybet sig i at bygge, renovere og sætte huse i stand – en passion, der forener hans sans for æstetik, materialer og godt håndværk. Da han og hans kone forelskede sig i Marrakech, var det derfor naturligt selv at kaste sig ind i arbejdet med at restaurere deres riad – med respekt for marokkansk byggeskik, materialer og traditioner.

I Marrakech har Dominique fundet et sted, hvor hans kærlighed til mad, kultur og håndværk smelter sammen. Det marokkanske køkken – med krydderierne, de langsomme tilberedninger og de stærke madtraditioner – taler direkte til hans franske kokkehjerte. På riaden åbner han sit eget køkken og inviterer jer med helt tæt på råvarerne, teknikkerne og historierne bag retterne.

Han beskriver sig selv som en nomade og en kamæleon – nysgerrig på mennesker, musik, arkitektur og mad. Han trives i mødet med det lokale, i samtalerne på markedet og i arbejdet med hænderne. Han elsker at lære fra sig, dele sin viden og se godt håndværk vokse frem – både i køkkenet og i byggeriet.

Glæd jer til at møde Dominique – og til at opleve hans Marrakech.

 

Anna Katrin Nørgaard:

Grundlægger og forstander af Annas Højskole. Tidligere dokumentarist i DR.  Anna har rejst en del i det sydligere Afrika og i Tunesien, men da hun oplevede Marrakech for første gang i 2022, blev hun taget med en voldsom kærlighedsstorm. Sikke en smuk by, sikket et velsmagende køkken men allermest - sikke en dejlig befolkning. Venlige, imødekommende og nysgerrige på dig og din kultur.
Annas Højskole har lavet kurser her siden februar 2024, og Anna har siden da fået et rigtig godt kendskab til Marrakech - og hun glæder sig meget til at vise jer denne smukke by sammen med Dominique.

Fly

Afgang: 16. marts 2027

( Tiderne er ikke bekræftet endnu, men sådan er det i foråret 2026) 

12.00 Afgang Københavns Lufthavn med SAS

16.30 Ankomst til Marrakech

Hjemrejse: 23. marts 2027

10.15 Afgang fra Marrakech med Norwegian

15.25 Ankomst til Københavns Lufthavn

*Vi tager forbehold for ændringer

Galleri