+45 27 14 29 26 info@annashojskole.dk

Vandring og kultur på Sicilien

12.10. – 19.10. 2023

Vi har på vores nye højskole på Sicilien valgt at tage til det sydøstlige Sicilien. På dette efterårskursus har vi lagt vægt på en autentisk oplevelse på landet i en af Siciliens smukkere egne omgivet af olivenlunde og vinranker i Ragusa regionen. Regionen er kendt for sine flotte barokbyer som Ragusa, Ibla og Scicli og for fantastiske vandreruter og det ægte sicilianske køkken.

På kurset oplever vi den sicilianske mad, kultur og smukke natur på tæt hold. Vi har morgenmotion, morgensang,  foredrag og højskolestemningen er nærværende i alt, vi foretager os.

Vi skal ud at plukke oliven

Vi ser, hvordan sicilanerne lever og arbejder på landet, og arbejder sammen med dem, når vi plukker oliven i højskolens egen olivenlund. Vi besøger også et olivenpresseri, inden vi får en olivensmagning af højskolens prisvindende økologiske ekstra jomfruolivenolie.

Bor på to huse

På kurset bor vi i to huse, Villa Zottopera og et ekstra mindre hus ca. 3 km væk, da vi ikke alle kan bo på hovedhuset. Begge steder har egen skøn pool. Til trods for de to boliger er vi sammen i gruppen både dag og aften med fællemåltider og diverse aktiviteter. Vi har en minibus, der kører mellem de to huse, når vi har større pauser i programmet.

Vandreturene ( se mere udførlig beskrivelse i programmet)

Siciliens natur er smuk, og to af dagene tager vi på dagsvandringer med madpakker på nogle af vandreruterne i nærheden af højskolen, én af dagene på den sicilianske camino, Cammino Ibleo.

Vandreturene ender i henholdsvis Montorosso Almo, en charmerende landsby der hænger på en klippe, og i Ragusa Ibla med smukke barokbygninger og hyggelige butikker og caféer.

Italiens spisekammer

Sicilien kaldes Italiens forrådskammer og øen bugner af solmodne, friske råvarer. Øen har en betydelig produktion af citrusfrugter, oste og mange slags nødder, grønsager, urter og melsorter. Vi præver kræfter med nogle af dem på madskole hos den dygtige lokale kok Davide di Corato på hans landsted tæt på højskolen, hvor vi bl.a skal lave frisk pasta på siciliansk vis.

Vinsmagning

Udover oliven har højskolen en lang række vinstokke og vi smager naturligvis både de rød- og hvidvine de producerer på gamle sicilianske druesorter og i ugens løb bliver vi forkælet med lækker siciliansk mad af vores madmor Anna, der bor på højskolen.

Vi tager også et smut til Middelhavet og bader eller går tur langs stranden i Sampieri,  inden vi spiser festlig italiensk afslutningsmiddag på vores højskole.

Program for “Vandring og kultur på Sicilien”:

Dag 1: Torsdag 12.10: Rejse til Sicilien + velkommen

Fly Kastrup – München 06.10 – 07.45 med Lufthansa
München – Catania 09.00 – 11.05 med Lufthansa

Bus til højskolen; 1 time og 15 minutter, ankomst ca. 13.00

Indkvartering i de to huse

13.30: Let Frokost som vi spiser hver især i de to huse

14.30- 16.30: Siesta i de to huse, der begge har pool

17.00: Vi mødes alle på hovedhuset Villa Zottopera til velkomst med  kaffe/te og kage + sange. Vi gennemgår ugens program

og får en rundtur  på området

19.00: Fælles aftensmad – hvem er hvem?

21.30: Tak for i dag

Dag 2: Fredag 13.10: Intro til Sicilien, og vin           

8.15: Afhentning af gruppen i vores ekstra hus

8.30: Morgengymnastik og sang ved poolen

9.00: Morgenmad

10.00  – 11.30: Foredrag ”Rundt om Sicilien” v. Camilla

Pause

12.00 – 13.00: Foredrag: “Siciliens multikulturelle køkken” v. Camilla

13.00: Frokost på højskolen

14.00- 16.30: Siesta i de to huse

17.00: Vi tager en kop kaffe/te og et stykke kage og sætter os til rette og hører foredraget ” Vandring på Sicilien” v. Camilla

18.30 Vinsmagning af højskolens egne rød- og hvidvine v. Marcello Rosso, (på engelsk)

19:30: Middag på højskolen

21.30: Seneste afgang mod vores andet hus

Dag 3: Lørdag 14.10: Vandring på Cammino Ibleo, den sicilianske camino

8.15: Afhentning af gruppen i vores ekstra hus

8:30: Morgengymnastik og sang ved poolen

9:00: Morgenmad + smøre madpakker

10.00: Afgang  med bus til vandreruten. Vi starter med at køre 20 minutter op til Chiaramonte Gulfi, Siciliens højst beliggende by, hvorfra vi begynder ugens første vandring med Raffaella, vores vandreguide. Vores mål er landsbyen Monterosso Almo. Strækningen er en af del af den sicilianske camino Cammino Ibleo, der snor sig gennem sydøstsicilien. Vi går først op på et plateau og fortsætter på det, det meste af turen. Undervejs passerer vi gårde og landlig natur og spiser madpakker undervejs. Når vi nærmer os Monterosso Almo, ser vi hvordan landsbyen er smukt beliggende på en klippe med udsigt over Ibleo Bjergene. Monterosso Almo er klassificeret som en del af ”I Borghi piu belli d´Italia”, en samling af Italiens smukkeste historiske landsbyer, og har 3000 indbyggere.

Vi går op til Monterosso Almo, og slutter af på byens centrale plads, Piazza San Giovanni, hvor der er lejlighed til at nyde en kop kaffe, gelato (is) eller byens specialitet, scacciuno, som er varmt brød bagt med oregano, olivenolie og soltørrede tomater. Efter lidt tid på egen hånd i Monterosso Almos gader og stræder tager vi bussen tilbage til højskolen.

Inden middag er der afslapning i de to huse

19.30: Middag på Zottopera – vi slutter af med et par aftensange

21.00: Sidste kørsel til vores andet hus

VANDRING: 15 km, stigning 200-300 meter, ca. 5 timer inkl pauser. Turen er sværhedsgrad: Let-moderat

Dag 4: Søndag 15.10: Siciliansk madskole

8.15: Afhentning af gruppen i vores ekstra hus

8.30: Morgengymnastik og sang ved poolen

9.00: Morgenmad 

9.45: Vi sætter fokus på det sicilianske køkken i dag, og tager på madskole på den idyllisk beliggende gård Poggio del Gallo 6 km fra højskolen. Vi kører dertil i bus.

På Poggio del Gallo venter journalist, kok og kogebogsforfatter Davide di Corato, som vil lære os at lave tre forskellige typiske sicilianske retter med frisklavet pasta og tilhørende saucer. På Sicilien laves pasta på mange forskellige måder, målrettet tilbehøret, og man bruger andre melsorter og ingredienser og krydderier end andre steder i Italien. I løbet af dagen vil Davide også øse af sin viden om mad og vise os rundt på gården og i haven med olivenlund, frugttræer og urtehave. Davide fortæller os sin livshistorie som indbefatter en stor kærlighed til enkel siciliansk mad af sunde friske råvarer, og vin. Davide har egen olivenolieproduktion og sælger desuden forskellige speciliateter han laver af gårdens grønsager.

Vi spiser vores hjemmelavede sicilianske frokost, der inkluderer vin, sammen med Davide og hans kone Christina på Poggio del Gallo. Både Davide og Christiana taler engelsk.

Efter frokost og oprydning og de sidste fif fra Davide, er der kørsel ud på eftermiddagen til de to huse, hvor der er pause, inden vi mødes til middag.

19.00: En let middag på højskolen

20.00: Foredrag om oliven og info om olivenhøsten i morgen v. Camilla

Dag 5: Mandag 16.10: Olivenplukning, besøg på olivenpresseri og olivensmagning

8.15: Afhentning af gruppen i vores ekstra hus

8.30: Morgengymnastik og sang ved poolen

9:00: Morgenmad 

10.00: Oktober er helt i olivenens tegn på Sicilien. Træernes grene strutter af liv med modne grønne oliven og alle olivenproducenter på øen har travlt med at få høsten i hus og presse frugterne til de tusindvis af litre olivenolie sicilianerne fremstiller årligt. Det arbejde tager vi del i, når vi i dag skal plukke oliven i højskolens olivenlund. Efter morgenmaden smøger vi ærmerne op og følger med Alfredo eller Guiseppe ud i olivenlunden, hvor vi bliver introduceret til plukning af oliven. Hvilke redskaber vi skal bruge, og selve plukketeknikken gennemgås. Herefter plukker vi et par timer og samler dagens høst sammen i kasser, der ganske kort efter plukning skal fragtes til et olivenpresseri og presses. Højskolens oliven er meget eftertragtede, da de er af den sjældne sort Tonda Ibleo, der kun er få tilbage af. Tonda Ibla oliven giver kun 10 % olie pr plukket frugt, hvor andre sorter giver op til 40 %. Til gengæld er kvaliteten meget høj, og fordi den samtidig er håndplukket og økologisk, eksporterer højskolen den helt til både Japan, USA og rundt i Europa til restauranter der lægger vægt på høj kvalitet.

13.00: Frokost på højskolen

Kørsel til det andet hus og pause, inden vi mødes på højskolen igen

16.00: Går vi fra højskolen ad landevejen 2 km til det nærliggende olivenpresseri Oleificio Guccione og overværer, hvordan nyplukkede oliven straks presses til ekstra jomfruolivenolie. Vi kan ikke garantere, at det er vores oliven vi følger, da alle gårdene i området kommer til presserierne i oktober, og får presset oliven. Under alle omstændigheder lærer vi om processen, og ser hvordan olivenolie af højeste kvalitet bliver til. Herefter går vi tilbage til højskolen.

18.00:  Vi runder vores olivendag af på bedste maner med en olivensmagning af højskolens prisvindende olivenolier med Guiseppe i højskolens lade omkring den store gamle stenpresse, hvor tidligere generationer af familien Rosso pressede oliven. Mulighed for at købe olivenolie med hjem.

19.00: Middag på højskolen 

20.00: Foredrag om siciliansk barokarkitektur og intro til dagen i morgen v. Camilla

21.30: Sidste kørsel til vores andet hus

TRANSPORT: Gå 2 km ud og hjem til olivenpresseri 

Dag 6: Tirsdag 17.10: Kultur og fritid i Scicli og afslapning ved Middelhavet

8.00: Afhentning af gruppen i vores ekstra hus

8.30: Morgengymnastik og sang ved poolen

9.00: Morgenmad 

9.45: Afgang til Scicli. Efter et omfattende jordskælv på Østsicilien i 1693 blev en lang række byer jævnet med jorden og 90.000 mennesker døde. Byerne blev siden bygget op med flotte paladser, kirker og villaer i siciliansk barok, og Scicli er én af dem. Vi går en tur i den kompakte by og kigger på barokfacaderne med buttede engle, teatralske figurer, voluminøse ornamenter og groteske ansigter, der skræmmer de forbipasserende med deres opspilede øjne og tunger hængende ud ad munden. Siciliansk barok er alt andet end kedelig, og vi går en kort tur i byen sammen og kigger på byens flotte barokbygninger. Derefter er der tid på egen hånd i den hyggelige by, hvor der er gågader og flotte udsigter, hvis man bevæger sig op i de smalle gader, der kravler op ad de stejle skråninger, der omslutter byen.

13.00: Frokost sammen i Scicli på restaurant

14.15: Efter frokost kører vi den korte vej ned til kysten og stranden i Sampieri, hvor man kan bade eller gå tur ved Middelhavet. I Sampieri er sandstranden flere kilometer lang, og de lokales foretrukne. Der er omklædningsfaciliteter og en café samt en lille by i den ene ende af stranden.

16.00: kører bussen hjem til de to huse, og vi har lidt tid til afslapning før middag 

19.00: Middag på højskolen

20.00: Sangaften med sange fra Højskolesangbogen på højskolen. Vi skal også lærer nogle af de nye sange at kende

21.30: Sidste kørsel hjem til vores andet hus

Dag 7: Onsdag 18.10: Vandring og besøg i Ragusa Ibla

8.00 Afhentning af gruppen i vores ekstra hus

8:30 Morgenmad + smøre madpakker 

9:15 Afgang til dagsvandring med Raffaella i dalen for foden af Ragusa Ibla, en af Ibleo Bjergenes mest charmerende byer. I dalen løber bække, der tidligere forsynede Ragusa med vand, og vi ser resterne af de gamle vandmøller, hvor man malede mel til brød og pasta. Vi spiser madpakker i græsset nær benediktinernes gamle Santa Maria della Misericordia kloster og hviler fødderne i bækkens afkølende vand, før bevæger os op til den smukke barokby Ragusa Ibla, der har udsigt over bjergene. Der er altid en hyggelig stemning foran domkirken og på corsoen, gågaden med butikker og caféer, og der er tid på egen hånd til indkøb og afslapning i Ragusa Ibla, inden bussen henter os ved den lille park Giardini Iblei, hvorfra der er en fantastisk udsigt over dalen og Ibleo bjergene.

17:00 afgang med bus til de to huse og afslapning inden vores festlige afslutningsmiddag

19:30 Festmiddag på højskolen med hygge og sang

Vandring: 14 – 15 km, stigning 250 m. ca. 5 timer inkl. pauser. Turen er sværhedsgrad: moderat

 

Dag 8: Torsdag 19.10: Hjemrejse

6.15 Kørsel fra vores andet hus

6.30 – 7.00 Morgenmad for alle

7.15 Afgang mod lufthavnen

Indcheckning mm

Afgang Catania – Zürich 10.30 – 14.10 med Lufthansa
Zürich – Kastrup 16.50 – 18.35 – med Lufthansa

Camilla Kornerup:

Vores kursusleder er Camilla Kornerup, som er foredragsholder og turleder og driver foredragsvirksomheden Cosmopolit, hvor hun bla. holder foredrag om Sicilien. Camilla har tidligere arbejdet som rejseleder i Italien, og siden rejst i landet et hav af gange. Camilla har et stort kendskab til italiensk og siciliansk kultur og vil holde flere foredrag og lede nogle af turene i ugens løb. Camilla har en baggrund som cand. mag. i spansk og religion og har arbejdet som underviser og selvstændig konsulent i en årrække, inden hun i 2020 bosatte sig i Skotland hvor hun også leder vores højskolekurser i Skotland

Anna Katrin Nørgaard 

Anna Katrin Nørgaard, forstander og grundlægger af Annas Højskole –  og 3. generations højskoleforstander. Anna Katrin elsker at vandre og være i naturen. Hun har vandret på caminoen i det nordlige Spanien, i bjergene på Mallorca. I Østrig, Norge, Skotland, Sverige, Danmark, Grønland. Ligesom Camilla gør, så går Anna med på alle vandreturene sammen med vores lokale guide. Desuden står hun for morgengymnastikken og højskolesangen.

Alfredo Rosso

Alfredo driver Villa Zottopera sammen med sin bror Guiseppe, og får tingene til at ske og enderne til at mødes. 

Anna

Anna er vores madmor. Anna har været kok på Villa Zottopera i 20 år, hvor hun også er bosat med sin mand Antonello, der er gartner og hjælper til i køkkenet. Annas specialer er foccacia med urter og hjemmelavede pastaretter. Anna bruger udelukkende lokale produkter fra nærområdet og har en stor køkkenhave med peberfrugter, squash, auberginer mm. Anna er født og opvoket i Ragusa, hvor de bedste sicilianske oste fra køer og får kommer fra; ricotta, caciocavallo, ragusano, primo sale og pecorino siciliano, og hun elsker at bruge dem i sin madlavning.

Guiseppe Rosso

Guiseppe driver Villa Zottopera sammen med sin bror Alfredo, og har desuden ansvaret for  olivenproduktionen. Guiseppe har været foregangsmand for oprettelsen af det konsortium, der klassificerer olivenolien i Ragusa området, og er stolt af, at Villa Zottoperas økologiske ekstra jomfruolivenolie stadig håndplukkes og har kunder i hele verden, bl.a Louis Vuitton gruppen og diverse gourmet restauranter. Zottopera olivenolie har vundet utallige internationale priser, og Guiseppe fortæller hvorfor under vores olivensmagning med ham som foregår i gårdens oprindelige og stemningsfulde trappeto, hvor den olivenpresse man brugte i gamle dage stadig står sammen med stenkarrene og redskaberne de brugte i tidernes morgen. Guiseppe taler engelsk.

Marcello Rosso

Marcello er yngste skud på stammen i familien Rosso, og Guiseppes søn. Marcello står for gårdens vinproduktion, og udvikler både rød- og hvidvine og viderefører familiens århundlange traditioner i Antiche Cantine Rosso. De røde druer tæller Frapatto, Nero D´Avola og Syrah, de hvide Grillo og Fiano. Marcello har manuelt beskåret samtlige gårdens vinstokke efter nyeste teknikker, laver udlukkede økologisk vin, og går op i bæredygtighed og bioversitet. Marcello taler engelsk.

Davide di Corato

Davide di Corato er journalist med speciale i mad, og selvlært kok, og har arbejdet som mad- og vinanmelder og som redaktør på madmagasiner. Davide har helliget sig madlavning de senere år, og bliver hyppigt brugt som gæstekok på en række velrenommerede restauranter i Italien. Sideløbende skriver Davide bøger om italiensk mad, og har udgivet kogebøger om bl.a. ost, vin og italienske pølser. I øjeblikket er han ved at lægge sidste hånd på sin tiende bog. Siden 2005 har Davide sammen med sin kone Christina drevet landstedet Poggio del Gallo for foden af Chiaramonte Gulfi, 6 km fra højskolen. Parret har gennemrenoveret en gammel gård, hvor de har landbrug og køkkenhave og lejer to værelser ud til madinteresserede turister. På Poggio del Gallo har Davide en madskole hvor han underviser i siciliansk madlavning, og deler ud af sin enorme viden om alt fra det sicilianske bord. Davide taler engelsk.

Raffaella Spadola

Raffaella er vores engelsktalende lokale guide på de to vandreture i Ibleo Bjergene, og Raffaella vil fortælle os om alt om landskabet og naturen vi oplever undervejs. Raffaella har boet og vandret på Sicilien i små 20 år, og bor til daglig i den lille hyggelige havneby Marina di Ragusa.

Kastrup – München 06.10 – 07.45
München – Catania 09.00 – 11.05

Hjemrejse: 19. oktober 2023

Catania – Zürich 10.30 – 14.10
Zürich – Kastrup 16.50 – 18.35

*Vi tager forbehold for ændringer

Praktisk info

Der er udsolgt


Periode: 12.10. – 19.10. 2023

Priser pr. person:

Villa Zotoperra: Der hvor alle fælles aktiviteter foregår

Lejlighed på Villa Zotoperra: 15.500 kr. ved delt dobbeltværelse med eget bad, stue og køkken

(Ikke muligt for eneværelse)  

Hovedhus : 16.500 kr. ved delt dobbeltværelse, som er et charmerende superior værelse med stort badeværelse, stue og adgang til stor fælles tagterasse 

(Ikke muligt for eneværelse )

Andet hus, der ligger 3 km væk og som har dejlige værelser og pool ( der vil være mini-buskørsel mellem de to huse)

Delt dobbeltværelse med eget badeværelse 14.500 kr.

Singleværelse med eget badeværelse: 15.500 kr.

Priserne er alt inklusiv :

2 danske kursusledere

Fly tur-retur

Alle buskørsler

Alle foredrag

Alle måltider på højskolen – med vin/øl/vand  inklusiv i prisen

Frokost på restaurant ( dog ikke drikkevarer)

Olivensmagning

Vinsmagning

Undervisning på madskole

Lokale guider

Afgift til rejsegarantifonden

Det man selv betaler, er tid på egen hånd