+45 27 14 29 26 info@annashojskole.dk

Vandring, natur og kultur i Thy

11.7 - 17.7. 2021

Tag med Annas Højskole til det smukke Thy og bevæg dig i den spektakulære Nationalpark Thy med 3 vandreture på 12-19 km samme med en super vidende naturvejleder. Når vi ikke er ude at gå i den friske og rene luft, vil der være spændende foredrag om Thy, fællessang, morgengymnastik, dejlig mad og masser af tid og ro til bare at være og nyde.

Blive klogere på hvad du ser

På vandreturene laver vi nogle stop undervejs, hvor vi får viden, om det vi ser på turen; egnens historie og landskaber, plante- og dyreliv. Men ellers kan du bare gå i dit eget tempo og nyde naturen i stilhed eller i snak med nogle af dine nye kursuskammerater. 

Meget ude

Vores højskole ligger smukt placeret lige ved Flade Sø og naturen med diger og strandenge. Vi ligger 3 km fra Vesterhavet. Vi har dejlige udenomsarealer med borde og bænke, boldbaner og bålplads. I næsten al slags vejr ( dog minus regn) har vi morgenmotion udenfor og morgensang ved flagstangen. I vores spisesal er der plads til 100 mennesker,  men vi optager ca. 35 på holdet, så der vil være masser af plads til at være sammen – med afstand.

 

 

Christina Nordentoft


Jeres kursusleder er Christina, der er rundet af Thy, hvor hun tilbragte de første 20 år af sit liv, og derfor kender hun egnen som sin egen bukselomme. I dag bor hun i København er gymnasielærer i historie og idræt og driver sit eget rejsebureau med rejser til Etiopien. Nu har hun kastet sig over at lave rejseoplevelser til Thy og stiftet firmaet Cool Thy, som Annas Højskole samarbejder med. Christina vil på kurset formidle sin viden om Thy og egnens historie. Derudover er hun et energibundt også kl. 7.30, når hun leder morgengymnastikken. Christina er en erfaren gruppeleder, med sans for detaljen og den gode stemning.

 

Thorkild Møller

Thorkild er en erfaren turguide i Thy og Nationalpark Thy, som han er tilknyttet som freelance formidlingspartner. Derfor kender han alt til Nationalparken, dens geografi, geologi, natur- og kulturhistorie.

Thorkild er oprindelig landmand, men har beskæftiget sig med undervisning og formidling som friskolelærer, voksenunderviser og integrationsarbejde og bla. udsendt af Dansk Flygtningehjælp til Balkan i 1999. Thorkild er lejlighedsvis tilknyttet Nilles Rejser, som rejseleder.

 

Cliff Sander Dahl

Cliffs interesse for mad og mennesker, startede fra barnsben, hvor han voksede op på et mindre hotel, beliggende i den smukke natur på Djursland. Cliff har rejst meget rundt i verden; som professionel FN soldat, dykkerinstruktør, guide, entertainer og meget mere. Cliffs interesse for naturmad, startede for nogle år siden, da han måtte betale for et fysisk hårdt liv med bl.a. en rygoperation. Det krævede en livstils-omlægning med mange km i benene til følge. På de lange vandreture i naturen blev Cliff enig med sig selv om,  at han måtte kunne bruge naturen til mere end vandring. Han tog kurser om naturmad, og begyndte så ”at spise naturen”. Cliff Sander har de sidste 5 år lavet mad til 120 forventningsfulde efterskoleelever og introduceret den til mad fra naturen, der både er hentet over- og  og under jordens overflade.

Dennis Thomsen

Dennis er 38 år og Thybo med stort T. Han har boet hele sit liv i Sydthy og faktisk kun en enkelt gang besøgt København. Det var i 2019! Dennis har altid interesseret sig for rav og er i dag en stor rav entusiast med eget ravsafari firma. Traditionelt holder ravsamlere de gode findesteder tæt til kroppen, men Dennis deler gerne ud af sin viden om, hvor de bedste findesteder er, hvis man vil have del i Nordens guld som ravet også kaldes. På kurset vil Dennis tage os med ud om aftenen, når mørket er faldet på. Her vil vi udstyret med lånte uv-lygter og uv-briller lede efter ravet, der lyser helt særligt op og således skiller sig væsentlig ud fra andre sten.

Søndag den 11. juli: Ankomst og velkommen

  • 14-14.45 Ankomst og indkvartering. Der er tog inde på Hurup Thy St. 13.46, som er ankomsttidspunktet for jer, der kommer med tog.
  • 15.00 Velkommen med kage + kaffe og fællessang i gården
  • Rundtur på skolens området
  • Intro til Thy og kurset i salen med Christina Nordentoft
  • Vi går en lille tur i naturen omkring skolen
  • 18.30 Aftensmad
  • 20.00 Thy før og nu. Christina giver os indblik i den forvandling hendes hjemstavn Thy har gennemgået fra at være et vindblæst hjørne i udkanten af Danmark til i dag, hvor Thy er magnet for surfere, der boltrer sig i Cold Hawaii, hvor iværksætteri blomstrer, og bæredygtighed og grøn energi er højt på dagsordenen.
  • Aftensange

 Mandag den 12. juli: På opdagelse i området

  • 7.30 Morgenmotion.
  • 8.25 Morgensang ved flagstangen
  • 8.30  Fælles morgenmad og madpakkesmøring
  • Mulighed for at gå de 3 km til Agger. Ellers kørsel i private biler.
  • 10.00 Vi mødes foran kirken i Agger til en spændende guidet tur med Gitte Jensen, der er født op opvokset i Agger. Gitte er en fantastisk levende formidler og kender alt og alle i Agger. Vi hører om sandflugten, det hårde fiskerliv, Indre Mission, høfdebyggeri og De Sorte Huse men også byen, som den er kendt i dag f.eks fra DRs forskellige udsendelser fra området. Vi slutter af med kaffe og snak i Gittes skønne have.
  • Frokost
  • 14.00 Naturmad i Thy ved Cliff Sander Dahl. Cliff giver en introduktion til resten af eftermiddagen, der skal handle om maden, vi kan finde i naturen. Først kører vi i egne biler ud omkring Agger Tange og samler planter og urter, som vi sammen skal tilberede og spise til aftensmad i dag. Cliff vil undervejs fortælle om de planter, vi ser, og som vi kan spise. Tilbage på højskolen renser vi planterne og deler holdet op i grupper. Cliff har opskrifter med, der udleveres og han guider os igennem tilberedningen. Nogle ting f.eks. bålstegt fisk tilberedes over bål udenfor. Når grupperne er færdige med deres mad, skal de ud at finde bordpynt i området, så vi laver et festligt dækket bord med vilde planter. 
  • 19.00 Aftensmad
  • 20.00 Heavy Agger – vi genser Anders Aggers dokumentar fra området
  • Aftensange

Tirsdag den 13. juli:  Vandring 1. Flade Sø rundt (12/18 km)

  • 7.30 Morgenmotion.
  • 8.25 Morgensang ved flagstangen
  • 8.30  Fælles morgenmad og madpakkesmøring
  • 9.30 Oplæg om Nationalpark Thy og  dagens vandring v. Thorkild Møller

Vi snører skoene, for nu skal vi ud på den første vandretur sammen med  naturvejleder Thorkild Møller, der er ekspert i området. Vi forlader højskolen, og går de første kilometer  mod Vesterhavet, hvor vi rammer Redningsvejen, der tager os nordover i et smukt og barsk klithede landskab med det brusende Vesterhav på venstre side og Flade sø på højre. De, der går helt nede ved vandet, har udkig til høfterne, hvor det er muligt at finde rav på stranden efter stormvejr. Andre kan gå oppe på Redningsvejen, der ikke er så hård at gå på som sand.

Lodbjerg Fyr

Efter ca. 2 times vandring når vi det ensomt beliggende og fredede Lodbjerg Fyr, en klassiker blandt vore fyrtårne. Her kan vi spise vores madpakker. Og der er mulighed for at købe kaffe og dejlig kringle. Vi møder Frank, der vil fortælle os den spændende historie om fyret og de mennsker, der har boet i fyrmesterboligen. Bl.a. var tårnet besat af tyskerne under besættelsen.

Lodbjerg Kirke

Vi forlader nu fyret og kommer forbi stedet, hvor den første Lodbjerg kirke lå, indtil den blev “aldeles fordærvet af sand”, som der står i kirkebøgerne. Vi finder den nuværende Lodbjerg Kirke fra 1500 tallet, der er en af Danmarks to mindste kirker og meget ensomt beliggende, da alle gårde omkring kirken blev fordærvet af sandflugten. Her stopper de, der synes 12 km er nok. Resten af gruppen fortsætter mod syd ad sognevejen tilbage til Flade Sø, og vi vandrer tilbage mod Agger ad højvandsdiget fra 1953, som blev anlagt som en del af projektet om at lukke Thyborøn Kanal, som dog ikke blev til noget. 

  • 18.30 Aftensmad
  • 19.30 tips til hvad I kan opleve i Thy på fridagen på fredag. Det kunne være en tur på det nye Statens Museum for Kunst, der netop har åbnet sin første filial nogensinde udenfor København – på Doverodde Købmandsgaard i Thy.
  • Mulighed for at tage til Vesterhavet og se solnedgang eller bare hygge på højskolen

Onsdag den 14. juli: Vandring 2. Rundtur Klitmøller, Nors Sø og omegn (11/19 km)

  • 7.30 Morgenmotion.
  • 8.25 Morgensang ved flagstangen
  • 8.30  Fælles morgenmad og madpakkesmøring

Vi starter fra Klitmøller Golfklub. Her møder vi Thorkild, der fortæller om dagens vandring, og vi får udleveret kort over ruten. Herfra vandrer vi langs åløbet ind i landet til den store Vandet Sø. Vi krydser Thisted-Klitmøllervejen og følger ad en sti den tidligere kystlinje i Vilsbøl Plantage. Vi passerer 100 år gamle fyrretræer, der er 30 meter høje og med en omkreds på 3 meter.

Bad i en af de reneste søer

Frokostpausen holdes ved Ulvestedet ved sydsiden af Nors Sø med mulighed for at bade. Søen har  kalkundergrund og er en af Danmarks reneste med en helt speciel fauna.

Vel ude af plantagen følger vi nogle smalle veje forbi en gruppe uspolerede og højtbeliggende gravhøje fra Bronzealderen, Edshøjene, med en milevid udsigt ud over Vandet Sø. Vi ankommer til Vester Vandet kirke. Her har vi nu gået ialt 11 km, og her er der mulighed for at afkorte turen og tage tilbage til højskolen.

De, der vil gå hele turen, fortsætter syd om søen gennem Nystrup Plantage, hvor Danmarks smukkest beliggende golfbane ligger. Sidste etape følger Ministervejen tilbage til Klitmøller Golfklub.

  • 18.30 Aftensmad
  • 19.30 Bålaften med sange fra den nye højskolesangbog

Torsdag den 15 juli: Fridag og ravsafari

  • 8.00 Morgenmotion
  • 9.00 Fælles morgenmad/ sange
  • FRIDAG – på egen hånd

Man kan smøre madpakke og tage med på sin tur, eller man kan blive i området og spise på højskolen.

  • Kl 19.00 Aftensmad på højskolen
  • Kl 20.00 Mød Dennis Thomsen der er inkarneret ravsamler. Han er også Thybo (med stort T) og var i København for første gang i sit liv sidste år. Dennis fortæller os om Nordens guld som rav også kaldes og lidt om, hvad han synes, der er så fantastisk ved rav, og hvad der kan få store mænd til at smide, hvad de har i hænderne, når de kan lugte, der er rav på færde.
  • 21.00 De, der har lyst til en anderledes aften-oplevelse, kører ud på Agger Tange og tager på ravsafari med Dennis, der har udstyr (uv-lygter og uv-briller) med til alle.

Fredag den 16 juli: Vandring 3. Hanstholm Vildtreservat (13/ 19 km)

  • 7.30 Morgenmotion
  • 8.30 Fælles morgenmad/ sange

Vi smører madpakker og kører i biler mod Hanstholm Vildtreservat. Vi starter ud ved Tved Kirke,  hvor vi møder Thorkild, der vil fortælle om dagens vandring og udlevere kort. Men først skal vi lige ind og se kirken. Tved Kirke er en vejkirke, der går for at være den smukkest beliggende kirke i Thy. Særligt bemærkes et stort kalkmaleri, der forestiller Syndefaldet med Adam og Eva, som står i marehalm til knæene.

Vandringes højdepunkt

Efter denne start begiver vi os ind i Tved Klitplantage og mod den smukt beliggende Nors Sø, hvor vi har et mindre pitstop for at tanke vand og gå på toilettet. Vi går op over skrænten fra søen, og mens vi går, udfolder der sig en smuk kulisse med endeløse vidder af uberørt klithedelandskab med utallige småsøer, mens vi har udsigt til det blå Vesterhav i baggrunden. Denne udsigt opleves af mange som vandringens højdepunkt. I området færdes store flokke af krondyr ofte mere end 100 sammen. Vi sidder på skrænten af Bleg Sø oppe i højderne og kigger ud over dette smukke landskab, mens vi  spiser vors madpakker. Hvis vi er heldige, kan vi udover krondyr også spotte en havørn i det fjerne, så husk kikkerterne.

Efter en god spisepause er vi atter på stien og efter et par timers vandring, drejer vi tilbage ind i Tved Klitplantage, hvor roen sænker sig, og vi kan nyde en mindre vindblæst stund i grønne omgivelser. Vi runder Fugletårnet, hvor de der vil stoppe nu går ca 1 km til parkeringspladsen. Så er turen ca. 13 km.

Resten af gruppen fortsætter ad stier forbi gamle havskrænter, jordfaldshuller og moser, indtil vi går på grænsen mellem natur og kultur, med plantage og klitter til den ene side og kulturlandskabet med udsigt til marker og gårde på den anden. Efter ca. 19 km ankommer vi tilbage til Tved Kirke.

  • Afslapning
  • 19.00 Vi hjælper hinanden med at dække et festligt bord med pynt fra naturen. Afslutningsmiddag med sange og festlige indslag 

Lørdag den 17 juli: Afrejse

  • 9.00  Fælles morgenmad
  • 10.00 Farvel og tak for denne gang – afrejse

* Med forbehold for ændringer.

Højskolen ligger i Sydthy ca. 1,5 km fra Agger. Vi er omgivet af en 30.000 kvm stor naturgrund, og fra højskolen er der udsigt over Flade Sø og naturområdet omkring søen i forgrunden, mens det blå Vesterhav ses bag klitterne i horisonten. Vi har Nationalpark Thy som nærmeste nabo. Vesterhavet ligger ca. 40 minutters gang fra vores højskole – og 5 min i bil. På skolens udeareler har et overdækket bålsted og mulighed for en fodbold- eller beachvolly kamp.

Stor spisesal

Vi har en stor spisesal/ foredragssal med rigtig god plads – der kan være op til 100 personer, men vi bliver ca. 35 på kurset. Vi har valgt således, fordi det giver os mulighed for fortsat at holde fornuftig afstand til medkursisterne.

Højskolens værelser

Højskolen har 12 lejligheder, hvor der kan være 2-4 personer i hver lejlighed. En lejlighed består af to soveværelser og et badeværelser, som man deler. Ønsker man et singleværelse, får man naturligvis det ( så længe vi har ledige), men badeværelse skal man dele med en anden person. Et af værelserne er ekstra stort, i det 9 personer kan sove her i en sovesal. Vi udlejer det dog til max 2-4 personer, hvis I er flere, der rejser sammen.

Du sørger selv for at komme frem til højskolen i Thy. Men skriv lige til os i tilmeldingen om du kommer i bil eller tager toget. Næremste station er Hurup Thy St. Der er er 13 min væk og vi heter selvfølgelig jer, der kommer med toget. 

Når vi skal ud på vandreruterne, kører vi i kursisternes biler. Vi skiftes til at lægge bil til. Og alle betaler til dem, de kører med. 20 kr for en retur.

 

Praktisk info

Ledige pladser


Tilmeld dig

Periode:

11.7 2021 – 17.7.2021

 Priser:

Dobbeltværelse med altan /udgang til bord og bænke + køkken og køleskab: kr. 5.500,- (med delt bad *)

Eneværelse med udgang til trappen ned til fællesområderne: kr. 5000,- ( delt bad)

* To værelser deler altid bad, uanset om det er dele- eller eneværelser.

Det er med i prisen:

  •  Kursusleder
  • Lokal guide på vandreturer
  • Alle måltider på højskolen – også frokosten på fridagen, hvis du holder den på højskolen
  • Alle foredrag
  • Udflugter ifølge program
  • Bidrag til Rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke:

  • Drikkevarer
  • Linned og håndklæder som du kan tilkøbe for 140 kr.
  • Transport til de steder, vi skal gå tur. Her bruger vi kursisternes egne biler, og deles om dem, der er. Hvis du ikke lægger bil til, men kører med andre betaler du 20kr pr t/r. Højskolen har også en bil til rådighed.