Skotland er kendt for sin smukke natur og på dette sommerkursus retter vi fokus på vandring og naturoplevelser i højlandets storslåede rammer. Vi har valgt at bo i den bjergrige region Angus i den østlige del af Skotland et par timers kørsel nord for Edinburgh. Angus er berømt for sine fem dale, The 5 Angus Glens, der kiler sig ind og danner sprækker i højlandets bjerge, og hvor der findes en lang række vandrestier.
Vores højskole har til huse på et dejligt højlandshotel, som vi har helt for os selv.
Højskolen ligger i en af de smukkeste af de fem dale, Glen Clova dalen. Glen Clova er en del af Cairngorms Nationalpark, Storbritanniens største nationalpark. Tre af vores vandringer foregår i nationalparken, hvor vi udforsker dalene og bjergene der omgiver dem. To dage tager vi ud af dalen og vandrer en dag langs Angus´ kyst med røde sandstenklipper og et rigt havfugleliv. Vi får også indsigt i landsbyliv og fiskeri. En anden dag kører vi til naboregionen Highland Perthshire hvor Storbritanniens højeste træer og tætte skove har inspireret kunstnere som Wordsworth, Turner, Beatrix Potter og Shakespeare, som gav skovene en fremtrædende rolle i dramaet om MacBeth. Her besøger vi den lille hyggelige by Dunkeld ved Tay floden, Skotlands længste flod, der slanger sig gennem skoven. Efter en vandretur i skovene spiser vi middag på en lokal pub og slapper af ved floden.
Ugens vandreture er af forskellig længde og sværhedgrad, og bekrives nærmere i dag-til-dag programmet. Nogle ture kan man forlænge eller forkorte alt efter individuelle behov.
Vi kommer godt omkring i løbet af kurset og oplever både højland, kyst, hav, skov og småbyer; alle steder, der former den flotte natur Skotland har at byde på.
Imellem vandreturene får vi en række foredrag om Skotlands højland og møder en naturguide der beretter om Cairngorms nationalparken. Selvfølgelig holder vi også en hyggeaften med whisky-smagning til muntre historier om whiskyens særlige plads i skotternes hjerte. Vi synger højskolesange dagligt og slutter kurset af med en festmiddag efterfulgt af levende skotsk folkemusik og danseundervisning i højskolens skønne rammer.
Vi spiser de fleste måltider på højskolen, som laver mad af råvarer fra egen køkkenhave og det lam og vildt de opdrætter. Vi befinder os i Angus regionen, hvor Aberdeen Anguskvæg og fisk og skalddyr fra både hav og floder er af høj kvalitet, og i ugens løb stifter vi et godt bekendtskab med det skotske landkøkken. På vores ture ud af dalen spiser vi de lokale fiskespecialiteter røget torsk, og laks. Skotterne er glade for sødt bagværk, og højskolen vil forkæle os med både hjemmebag og en klassisk britisk cream tea; scones med marmelade og flødeskum med god te.
Det skotske vejr er omskrifteligt, og Skotland oplever jævnligt storme og kraftig regn. Det betyder at træer kan falde ned på stier vi havde tænkt at gå ad, eller regn gør ruter ufarbare. I sådanne tilfælde, må vi lave ruten om. Vi tager derfor forbehold for ændringer, men forsøger så vidt muligt at gennemføre programmet, som det her forelægger.
Vores kursusleder er Camilla Kornerup, der bor i Skotland og er en erfaren turleder. Derudover er der en assistent med på turen, det vil står for højskolesange og for at gå bagtrop.
Camilla Kornerup:
Kursusleder bliver Camilla Kornerup. Camilla en cand. mag og har rejst i store dele af verden og bor nu i Edinburgh med sin engelske mand John. Camilla driver foredragsvirksomheden Cosmopolit, hvor hun fortæller historier og viser billeder fra rejser om menneskers liv og livsbetingelser rundt omkring på kloden. Sideløbende er hun turleder på vandreture i Skotland og har en baggrund i rejsebranchen som guide, og som underviser. De senere år har hun også arbejdet med HR og kompetenceudvikling og som selvstændig konsulent med bæredygtighed.
I fritiden nyder Camilla at lære Skotland og skotterne bedre at kende, og hun vandrer og cykler og tager billeder og ser frem til at gå på opdagelse på de mere afsides og forblæste egne som Shetlandsøerne og Hebriderne.Camilla vil holde flere foredrag og lede vandreturene i ugens løb.
John Lees:
John er historiker, født i England og bor i Edinburgh, hvor han er en passioneret whisky-samler. John har smagt over 500 whiskyer fra hele verden og blandt favoritterne er nogle af de mere sjældne whiskyer fra fjerntliggende små skotske destillerier. Til vores whiskyaften smager vi 6 af Skotlands bedre single malt whiskyer, den ægte vare, fra både fra højland og lavland. Vi genkender sikkert smagsnuancer af tørv, røg, læder, olie og vanilje imens vi bliver godt underholdt af Johns historier om whisky og dens særlige plads i skotternes hjerte, for ikke at nævne dens betydning for de endeløse konflikter mellem England og Skotland gennem tiderne.
Zetor in the Kailyard:
Den lokale duo består af Kate Badcock og Roddy Johnston, der spiller og synger traditionel skotsk folkemusik fra højlandet. Duoen er mulitinstrumentale og de griber til alt fra violin, guitar, fløjte, sækkepibe og saxofon når de rejser rundt i højlandet og underholder. Mellem numrene lærer de os at danse folkedans og fortæller os om deres musik.
Vandring og højskole i det skotske højland 14. -20. juli 2024
Dag – til – dag program
Dag 1: Søndag 14.7: Rejse til Glen Clova dalen i Cairngorms National Park
13:40 Afrejse fra Københavns Lufthavn til Edinburgh, hvor vi ankommer 14:30 lokal tid. Bus 2 timer til Glen Clova og højskolen. Undervejs besøger vi et supermarked, hvor man kan vælge at købe snacks, frugt og energibarer til vandreturene de følgende dage
Ca.18.45 ankomst til højskolen og indkvartering i værelser
Ca.19:00 Middag på højskolen
Aften: Velkomst v. kursuslederne og ”hvem er hvem?” med kaffe, te og kage
Info om dagen i morgen og aftensang
Dag 2 Mandag 15.7: Vandretur i Glen Doll dalen i Cairngorms NP
8:00 Morgengymnastik i haven
8:45 Morgenmad
9:30 Morgensang i haven
10:00 Rundvisning og fortælling om Glen Clova Hotels historie (v. Mhairi, daglig leder)
10:30 Foredrag: Skotlands højland del 1 v. Camilla Kornerup
11:30 Afgang med bus 10 minutter ned til Glen Doll hvor vi først besøger Ranger stationen hvor skovarbejdere og naturguider holder til. Her møder vi en naturguide, som giver os en introduktion til Cairngorms nationalparkens dyreliv og vegetation. Derefter vandrer vi gennem nåleskoven op på et corrie, et stort åbent grønt “amfiteater”, hvor vi pludselig står omgivet af høje bjergvægge. Vi oplever, hvordan naturen er formet af vulkaner og istider. Et kringlet vandløb presser sig frem over plateauet mellem sumpet tørv og blokke af grålig granit, størknet lava, lyng og alpinske vækster, og leder os op til Glen Dolls vandfald, der bruser når det har regnet. Området er fantastisk smukt, og en herlig intro til området. Vi går op til vandfaldet, og spiser madpakker undervejs, inden vi vandrer tilbage til Ranger Stationen, hvor bussen venter
16.00 Bussen kører retur til højskolen. Man kan også vælge at forlænge vandringen og gå de 5 km hjem til højskolen ad den stille landevej
På højskolen vil være kaffe/te og kage ved ankomst
18:30 Middag på højskolen
19:30 Foredrag: Skotlands Højland del 2 v. Camilla Kornerup
Kørsel: 5 km ud og 5 km hjem
Vandring: 10 km, ca. 4 timer
Sværhedsgrad: Medium med stigning på 300 m. Kan forlænges 5 km, hvis man går hjem fra Glen Doll til højskolen
Dag 3 Tirsdag 16.7 : Vandring op til bjergsøerne Loch Brandy og Loch Wharral i Cairngorms
8:00 Morgenmad
8:45 Morgensang i haven
9:15 Afgang. Vi snører støvlerne godt, for i dag skal vi på vandring oppe i bjergene omkring højskolen. Vi lægger ud med en stejl stigning op til bjergsøen Loch Brandy ad en sti med udsigt over Glen Clova dalen og lyngklædte skråninger med fritgående får og er vi heldige ser vi ryper, rovfugle og kronvildt. Vi bevæger os langsomt opad og undervejs nyder vi udsigten inden vi hviler ud ved søens kølige bred, hvor vi spiser madpakker. Herfra fortsætter vi alt efter vind og vejr og undervejs bestiger vi Green Hill bjerget (870m.) på vej mod Loch Wharral. Herefter går vi ned til landevejen og ender på højskolen igen om eftermiddagen. Turen kan afkortes undervejs for dem, der synes den er for anstrengende.
Efter vandringen vil der være fælles udstrækningsøvelser i haven, og kaffe, te og kage.
18:30 Middag på højskolen
19:45 Intro til vandringen i morgen i foredragssalen v. Camilla Kornerup
20:00 Vi hygger med højskolesange fra højskolesangbogen
Kørsel: ingen
Vandring: 15 km, 6 – 7 timer
Sværhedsgrad: hård med stigning på 650 meter.
Dag 4 Onsdag 17.7 :Vandring langs klippekyst og frokost i landsbyen Auchmithie
7:45 Morgenmad
8:30 Morgensang i haven
9:00 Afgang til havnen i Arbroath
10:00: Arbroth er en gammel fiskerby, og vi begynder dagens vandring fra havnen, hvor der handles Arbroath Smokie, røget torsk (kuller) som er områdets specialitet. På den anden side af byen fortsætter vi langs kysten nordpå, og går op på de røde sandstensklipper, der rejser sig brat fra havet. Vi vandrer ad klippestien med enorme jordbærplantager til landsiden, og ser hvordan fiskerne tjekker, om der er fangst i hummeruserne ude på havet. Vi vandrer gennem naturreservatet Seaton Cliffs med havfugle som terner, edderfugle og lomvie, inden vi midt på dagen når frem til den gamle landsby Auchmithie. Her spiser vi frokost på den velbesøgte restaurant But´n´Ben der serverer smokie på traditionel vis af ejeren Margo. Restauranten har været i Margos families eje i 47 år og er en lille perle i landsbyen, som har en lang historie med torskefiskeri.
Eefter frokost kører vi retur til højskolen, hvor der er mulighed for at slappe af i haven med en kop kaffe, strikketøj, en god bog mv.
18:00 Foredrag om Highland Perthshire og info om vandreturen dér i morgen v. Camilla Kornerup
19:00 Middag på højskolen
20:00: Whiskysmagning på højskolen med whisky kender John Lees. Vi smager 6 af Skotlands bedre single malt whiskyer, fra både højland og lavland. Imens bliver vi godt underholdt af Johns historier om whisky og dens særlige plads i skotternes hjerte.
Kørsel: en god 1 times kørsel ud, og det samme hjem
Vandring: 8-9 km, 3 timer
Sværhedsgrad: Let, meget lidt stigning
Dag 5 Torsdag 18.7: Vandring i Higland Perthshires skove og besøg i hyggelige Dunkeld
8:00 Morgenmad
8:30 Afgang til Highland Perthshire skovene
09:45 -10.00 Ankomst til Dunkeld hvor vi begynder vores vandring langs River Braan til The Hermitage, en frodig skov, hvor vi hele tiden er omgivet af lyden af vand fra floden og dens vandfald. Skoven summer af liv, både fugle, insekter og ikke mindst ørred, laks og oddere har optimale livsbetingelser.
Highland Perthshire bliver kaldt ”Big Tree Country”, fordi nogle af Storbritanniens højeste og ældste træer præger områdets mange oprindelige skove. Vi ser flere hundrede år gamle lærke- og egetræer samt ahorn, graner, ask, elm, birk, bøg. Derudover ser vi lokale fyrretræer som Scots Pine og Douglas gran, sidstnævnte over 60 meter høje, som den skotske botanist David Douglas medbragte stiklinger fra på sine rejser i Nordamerika i 1800-tallet. Vi spiser madpakker i skoven.
Vi går videre langs Skotlands længste flod River Tay og passerer fyrstens gamle sommerresidens i skoven, som nu er et smukt beliggende hotel.
Vi vandrer den sidste del af dagens tur langs Tay floden forbi katedralen fra 1200-tallet ind til den lille by Dunkeld, hvor der er butikker, caféer og skotske specialiteter samt en hyggelig stemning ved flodbredens barer.
Eftermiddag: Fritid i Dunkeld inden middag
18:00 Middag på pub i Dunkeld
19:30 Afgang til højskolen
21.00 Ankomst til højskolen
Kørsel: ca. 1 ½ time ud, det samme hjem
Vandring: 10 km, 4 – 4½ timer
Sværhedsgrad: Let – medium, med stigning på 200 m
Dag 6 Fredag 19.7 : Vandring gennem Glen Clova til Glen Prosen i Cairngorms NP
8:00 Morgengymnastik i haven
8:45 Morgenmad
9:30 Morgensang i haven
10:00 Intro til dagens vandring i Glen Clova Kirke v. Camilla Kornerup
I dag starter vi med at besøge den lille landsbykirke i Glen Clova, som ligger lige overfor højskolen. Herfra vandrer vi til nabo dalen Glen Prosen ad præstens gamle rute, The Minister´s Path. I gamle dage tjente præsten begge dale, og gik mellem kirkerne ad denne sti, når han skulle holde prædiken. Ruten leder os gennem skov og over lyngklædte bakker og åben hede med både klokkelyng og hedelyng. Vi spiser madpakker undervejs, nyder vores sidste dag i højlandet og går videre til Glen Prosen Village med kirken, hvor bussen venter
14:30 Bussen kører os ½ time retur til højskolen
16:00 Vi hygger med hjemmebagte skotske scones og te, kaffe og højskolesange i haven på højskolen
19:00 Afslutningsmiddag på højskolen
20:15 Skotsk folkemusik og danseundervisning med et lokalt band, der spiller festlig musik på alt fra violin, klarinet, saxofon og sækkepibe. Vi danser folkedans, hvilket plejer at fremkalde et godt grin.
Kørsel: ingen ud, ½ time hjem
Vandring: 12 km, 3 ½ – 4 timer
Sværhedsgrad: Medium, stigning 200 m
Dag 7 Lørdag: Afrejse
9.00 Morgenmad
10.00 Vi forlader højskolen og kører mod lufthavnen i Edinburgh.
Afgang med SAS fra Edinburgh kl.14.30 med ankomst lokal tid i Københavns Lufthavn kl. 17.10
På dette nye sommerkursus i Skotlands højland, har vi valgt at bo i Storbritanniens største nationalpark Cairngorms. Parken byder på et hav af vandreruter, storslået højlandsnatur med dyreliv, bjerge, bjergsøer, dale, floder og skov samt landbrug med får, kvæg og kornavl. Vi holder højskole på det hyggelige familieejede Glen Clova Hotel dybt inde i Glen Clova dalen omgivet af naturen. Herfra udgår flere af vores vandreture. Højskolen ligger ned til en flod og har en stor have og eget lille landbrug, der forsyner køkkenet med kød og køkkenhavens grønt. De eneste naboer er et par gårde der ligger spredt i området, og der er 20 minutters kørsel til nærmeste by, Kirriemuir.
Højskolen har et hovedhus i to etager med værelser, spisesal, foredragssal og en hyggelig bar med rustikke langborde og lokale øl og whisky. I haven ligger et sidehus med værelser, og der er masser af plads til at sidde udendørs og nyde udsigten til de omkringliggende bjerge, der rejser sig rundt om højskolen. Når vejret tillader det, spiser vi udendørs om aftenen.
- Afrejse 14 juli fra Københavns Lufthavn kl. 13.40 til Edinburgh med Norwegian, hvor vi ankommer 14.30 lokal tid
- Afgang 20 juli med SAS fra Edinburgh kl.14.30 med ankomst lokal tid i Københavns Lufthavn kl. 17.10
- Vi tager forbehold for ændringen
Praktisk info
Periode: 14. juli- 20. juli 2024
Priser: 15.500 kr. (ved delt dobbeltværelse med eget badeværelse)
*Tillæg for eneværelse: 2000 kr.
Priserne er alt inklusiv jvf. program:
- Fly København -Edinburgh t/r ( ønsker du tilslutningsfly fra Aalborg eller Billund er det til dagens pris)
- Ophold på højlandshotel med værelser med eget badeværelse
- Alle måltider på højskolen og på turene inklusiv
- Al kaffe og te på højskolen
- Buskørsel til de forskellige arrangementer
- Frokost på restaurat
- Frokost på pub
- Whiskysmagning
- Alle foredrag
- Dansktalende kursusleder
- Bidrag til Rejsegarantifonden
- Lufthavnsskatter og afgifter
Dette er IKKE med i prisen:
Drikkevarer skal tilkøbes.
Udforsk flere eventyr med Annas Højskole
Dyk dybere ind i en verden af unikke oplevelser og lærerige eventyr med vores forskelligartede udvalg af kurser. Uanset om du er til kulinariske rejser, kulturelle udflugter eller aktive vandreoplevelser, har Annas Højskole noget for enhver smag. Bliv inspireret af vores andre kurser nedenfor og find dit næste eventyr med os. Vi glæder os til at byde dig velkommen på endnu en uforglemmelig rejse!

Vandring, kultur og mad på Sicilien | 17.-24. april 2024

Højskolevandring på Caminoen | 29 april – 6 maj 2024

Stærk, Let og Mæt – Live | 12. – 18. maj 2024

Skotland set indefra | 13.-20. maj 2024
