Udsolgt
Skriv til info@annashojskole.dk hvis du vil på ventelisten til dette eller et ligende kursus.
Højskolevandring på den historiske camino i Spanien | 20. april – 27. april 2026
Højskolevandring på den historiske camino i Spanien | 20. april – 27. april 2026
Praktiske informationer
- Dobbeltværelse med eget badeværelse: 14.200,-
- Eneværelsetillæg for eneværelse med eget badeværelse: +2700,-
Prisen inkluderer
- Dansk kursusleder og vandreguide
- Fly tur-retur fra Danmark
- 7 overnatninger
- Buskørsel som beskrevet i programmet
- Oplæg/ foredrag
- Alle morgenmad og aftensmad med drikkevarer
- En frokost
- Afgift til rejsegarantifonden
- Alle lufthavnsskatter og afgifter
- Bagagetransport (1 taske/kuffert pr. person)
- Pilgrimspas
Prisen inkluderer ikke
- Frokoster på nær en
- Drikkepenge
- Drikkevarer til frokoster
Betalinger:
Ved tilmelding beder vi om et depositum på kr. 3000,- Restbeløb skal overføres 2 måneder før afgang.
I særlige tilfælde er det muligt at betale med Mastercard, skriv venligst hvis dette ønskes på tilmeldingen.
Intro
Oplev den smukke afslutning på Den Franske Rute; El Camino Francés: en af de oprindelige og mest kendte ruter på El Camino de Santiago med mange legendariske stop undervejs.
Vi er så heldige at vores kursusleder er lidt at et scoop; han er lokal, men også dansk, nemlig Michael Birkkjær Lauritsen, der bor med sin spansk-danske familie i Galicien. Med på denne første pilgrimsvandring i Galicien er også forstander for Annas Højskole, Anna Katrin Nørgaard.
På rejsen prioriterer vi plads til:
- Viden og baggrund
- Stilhed og eftertanke
- Natur og gastronomi
Vi vandrer lige over 100 kilometer, så man efter endt vandring kan modtage en Camino-certificering på pilgrimskontoret i Santiago de Compostela. Sværhedsgraden er middel, så mange kan være med.
Den Franske rute
Vi starter i byen Sarria 110 kilometer til fods øst for Santiago de Compostela, umiddelbart vest for bjergkæden Serra dos Ancares. I Portomarin krydser vi den vigtige flod Miño, der danner en del af grænsen til Portugal og er symboliseret ved den blå stribe i Galiciens flag. Vi krydser historiske landsbyer, ser romanske kirker, klostre, broer og stenkors (cruceiros), samt de berømte horreos til opbevaring af afgrøder i det fugtige Galicien. Vi går langs smuk natur og dyrkede marker, før vi ankommer til Santiago de Compostela med det imponerende middelaldercentrum og den smukke katedral, der gennem mere end tusind år har tiltrukket pilgrimme fra hele Europa - og verden. Her ser vi pilgrimsmesse i katedralen, får vores Camino-certificering og tager en byvandring sammen med Michael.
Hvorfor denne tur?
Vi arrangerer denne tur, fordi vandring er godt for kroppen og for sindet. Vandring giver et rum, hvor tanker kan falde på plads i deres eget tempo. Desuden vil Michael rigtig gerne vise sit smukke Galicien frem og fortælle om regionen.
Morgensang og ‘dagens pilgrimsord’
Hver morgen, når vi er kommet ud på ruten, synger vi morgensang og får et oplæg til dagens pilgrimsord. Det er ord som ansvar, fællesskab og selvstændighed, langsomhed, frihed og bekymringsløshed. Mens vi vandrer, er der god tid til at tænke videre på egen hånd, men også eventuelt til at tale sammen: Hvordan forstår du begrebet? Hvilken betydning har det i mit liv i dag? Skal det eventuelt have mere plads fremover?
Stillevandring
Undervejs går vi også dagligt ca. 60 minutter i stilhed - men til lyden af naturens lyde og rytmen af fælles fodtrin. Det giver mulighed for at tage naturen ind og lade tankerne falde på plads. Hen på eftermiddagen kommer vi til dagens overnatningssted. Her bliver der tid til at tage sig et bad, strække benene eller gå ud og få en drink. Alle dage bor vi på gode hoteller med eget toilet og bad. Om aftenen mødes vi til fælles aftensmad, hvor vi får velsmagende lokale retter & vin og hygger os efter en god, lang vandringsdag.
Oplysning om Galicien og Spanien
Der bliver under aftensmaden tid til at følge op på dagens tema og Michael finder nogle gode huller til i små eftermiddags- eller aften-foredrag at komme ind på:
Caminoens historie:
Hvordan Spanien blev Spanien, og hvordan Europa blev til det Europa, vi kender i dag, og hvordan caminoen spillede en helt central rolle i begge dele. Vi hører om, hvordan caminoen blev brugt af små kristne kongedømmer i Nordspanien, af Paven og af store europæiske magter nordpå til at afstive deres egen magt og støtte op om erobringen af den iberiske halvø fra de muslimer, som indtog det meste af halvøen i 711.
Muslingens betydning:
Ikke kun som symbol på caminoen, men også som en bæredygtig, proteinrig og lækker fødevare, der trives i de helt særlige strømforhold på Galiciens Atlanterhavskyster, hvorfor Galicien er berømt i Spanien for sit skaldyr generelt: for bl.a. blåmuslinger, østers, kammuslinger, hjertemuslinger, knivmuslinger, krabber, rejer, blæksprutter.
Madens betydning i Spanien:
Hvorfor bruger spanierne dobbelt så meget tid som danskerne på at tilberede og spise mad, vi skal høre om skolebørnene, der spiser tre retter i skolen og om, hvordan mangen en søndag går med at spise med familie og venner og hvordan det gerne må tage lang tid. Vi ved godt, at det er sundt, men hvordan hænger det sammen med den øvrige hverdag, når man skal bruge så meget tid på at spise?
Naturen omkring os:
vi går i Galicien gennem utroligt smukke landskaber, og vi sætter i fællesskab fokus på, hvilke dyr, fugle og fauna vi kender fra Danmark og Michael fortæller også om de mere eksotiske elementer, herunder om Eukalyptustræet, der blev introduceret massivt i skovbrug under Franco.
Ruten Sarria-Santiago i detaljer
Sarria – Portomarín: 22 km
Portomarín – Palas de Rei: 25,1 km
Palas de Rei – Melide: 14,6 km
Melide – Arzúa: 14,5 km
Arzúa – Lavacolla: 29 km
Lavacolla – Santiago de Compostela: 10 km
Får bagagen kørt
Vi går dagligt 10-29 km og får bagagen kørt, så du bærer kun en dagstursrygsæk med hvad du nu måtte have med dig f.eks. vand, frugt, nødder og en ekstra trøje. Vi giver os god tid til dagens strækning, og kun en dag har vi en større stigning, så alle i normal god form kan være med. Frokosten tilkøber vi hver især på en cafe undervejs på dagens strækning. (Den første frokost er inklusiv i prisen).
Velkommen til en smuk uge igennem Galicien. Rig på natur, eftertanke, oplysning og højskoleliv.
Betalinger
Ved tilmelding beder vi om et depositum på kr. 3000,- Restbeløb skal falde 2 måneder før afgang.
Program
Højskolevandring på den historiske Camino i Spanien 20. - 27 april 2026
20.04. Dag 1: Danmark - Galicien
Kl. 13.25 mødes vi i Kastrup Lufthavn ved Iberias tjek ind-skranker, hvor forstander for Annas Højskole, Anna Katrin Nørgaard, som er vores ene rejseleder, befinder sig med et Annas Højskole-skilt og tjekker ind sammen med gruppen.
Kl. 15.25 er der afgang over Madrid (18.45-19.50) med ankomst kl. 21.05 i lufthavnen i Santiago de Compostela, hvor vores kursusleder Michael Birkkjær Lauritsen modtager os i ankomsthallen, når vi har hentet vores kufferter.
Kl. 21.30 venter der os en bus ved lufthavnen, der vil tage os det sidste stykke til vores begyndelsesby Sarria. Her tjekker vi ind på Hotel Novoa. I følge planen er vi fremme og har fået vores værelser lige før midnat. Vores bustransfer tager cirka 1,5 time, og på bussen introducerer Michael og Anna dem selv og fortæller i grove træk om den uge, vi har foran os.
Sarria er i dag en af de største landsbyer på den galiciske del af Den Franske Rute på Caminoen.
21.04. Dag 2: Sarria – Portomarín: 22 km
Kl. 8.00 er der fælles morgenmad. Denne morgen strækker vi morgenmaden en smule, da ankomsten har været sen. Vi gennemgår dagens rute (på resten af rejsen gennemgås morgendagens rute i forbindelse med aftensmaden dagen før), og så synger vi morgensang og får et oplæg om dagens pilgrimsord.
Starten på vores rute efter morgenmaden er smuk, vi går forbi Santa Mariña-landsbykirken, senere Frelserkirken, bymurens tidligere forsvarstårn og Madalena-klostret.
Herefter går vi ind i et af de hårdere stykker på turen, idet vi stadig befinder os ved afslutningen af de bjerge, der afskærmer Galicien fra resten af Spanien. Det er et stykke på godt fire kilometer, der starter med en stejl nedgang på en sti af tilskårne sten, over en bro, langs et jernbanespor i en kilometer, hvorefter vi har en stor stigning, hvor vi som belønning besøger Santiago-kirken i Barbadelo. Der eksisterer en alternativ rute, hvis man helst vil undgå dette stykke.
For de, der vil det, holder vi frokost samlet, og Michael fortæller i forbindelse med frokosten om Sankt Ib-kulten (Sankt Jakob) og caminoens historie med fokus på begyndelsen i en tid med korstog og ”reconquista”. Man er velkommen til at vandre i eget tempo og spise frokost på egen hånd.
Vi passerer på dagens rute en del kirker, stenhuse, et kloster, og de stedtypiske horreos (små siloer til majs, korn, kartofler og grøntsager, som er løftet fra jorden og historisk har haft den dobbelte funktion at sikre mod fugt og skadedyr) og den berømte 100 km-sten. Vi slutter i Portomarín ved floden Miño, som længere sydpå danner grænse til Portugal og som indgår som den blå stribe i det galiciske flag. Portomarín er en flot landsby med stenbrolægning og den fine San Xoan-kirke.
I Portomarín tjekker vi ind på Hotel Vistalegre.
Vi spiser fælles aftensmad, og under aftensmaden gennemgår vi morgendagens rute og taler om dagen, der gik.
22.04. Dag 3: Portomarin – Palas de Rei: 25,1 km
Kl. 8.00 er der fælles morgenmad. Vi synger morgensang og får et oplæg om dagens pilgrimsord, og så begiver vi os ud på dagens rute, der har en middel sværhedsgrad. Vi passerer små landsbyer med kirker på vejen, en lille å og et tidligere nonnekloster.
For de, der vil det, holder vi frokost samlet et sted på ruten, og Michael fortæller i den forbindelse om naturen i Galicien, både den vilde natur og de mange eucalyptus-plantager, som vi på ruten af og til støder på; en træart, der for alvor blev introduceret under Franco og som i høj grad deler vandene i Galicien, idet eucalyptus-driften både gavner økonomien, men på den anden side også får skylden for alt fra halvkedelige monotone skovlandskaber til regionens mange skovbrande. Man er som sagt også her velkommen til at vandre selv og spise i eget tempo.
Vi ankommer til Palas de Rei, hvor vi skal bo på Hotel Alda Palas de Rei.
Palas de Rei betyder kongens palads på galicisk og er den første større landsby på ruten.
Vi spiser fælles aftensmad, og under aftensmaden gennemgår vi morgendagens rute og taler om dagen, der gik.
23.04. Dag 4: Palas de Rei – Melide: 14,6 km
Kl. 8.00 er der morgenmad. Vi synger morgensang og får et oplæg om dagens pilgrimsord, og så begiver vi os ud på dagens rute, der har en middel sværhedsgrad.
Vi passerer på vejen kirker, skovstier, broer og et lille slot.
Dagens rute er lidt kortere, og vi stopper alllerede after knap 15 km i Melide, hvor vi bor på Hotel Lux Melide. Tredje vandredag er en god dag at sænke anstrengelserne lidt og tjekke op på kroppen i tilfælde af, at man skulle have fået sig en vabel eller lignende.
For de, der vil det, holder vi frokost samlet i Melide, og Michael holder efter frokosten et oplæg om muslingens betydning i Galicien, både som symbol, som Ib-skal, men også om den store rolle, som skaldyr spiller i det galiciske køkken og direkte og indirekte for regionens økonomi.
Melide ligger tæt på Ulloa-floden, som er en af Galiciens vigtigste floder, og derfor kommer foredraget også ind på Ulloas betydning, både dens historiske betydning med røverhistorier om vikinger, betydningen for Galiciens muslingeproduktion ved flodens udløb og i øvrigt også for den brandvarme galiciske diskussion om eucalyptus-skovdrift og reguionsregeringens forliste planer om en splinterny papitfabrik midt i området.
Efter frokost og indtjekning på hotellet tager Michael en lille rundtur i landsbyen med dem, som har lyst. Melide er en flot by med et imponerende middelaldercentrum med stenkirke, flere såkaldte 'cruceiros' (stenkors), stenarkitektur og flere galiciske herregårde, de såkaldte Pazos.
Vi spiser fælles aftensmad på restaurant, og under aftensmaden gennemgår vi morgendagens rute og taler om dagen, der gik.
24.04. Dag 5: Melide – Arzúa: 14,5 km
Kl. 8.00 er der morgenmad. Vi synger morgensang og får et oplæg om dagens pilgrimsord, og så begiver vi os ud på dagens rute, der er let til middel i sværhedsgrad med gode vandre- og forsyningsforhold undervejs. Igen en lidt blødere dag, hvor vi samler krafter til ‘opløbet’ på dag 6.
Det første stykke efter Melide er flot, gennem en skov, flere vandløb med trædesten, små landsbyer og broer.
Vi ankommer til Arzúa, hvor vi skal bo på 1930 Boutique Hotel. Arzua er en lidt større by, oprindeligt en ostemagerlandsby, hvilket den stadig er berømt for og holder festivaler om. I dag er den vokset større, med bank, supermarkeder, apotek, lægeklinik og alle fornødenheder.
For dem, der vil, spiser vi frokost sammen, og i forbindelse med frokosten holder Michael et lille foredrag om madens betydning i Spanien og kommer omkring både skolemad, tidsforbrug, råvarer og lange weekendfrokoster med familie og venner, som man lige skal vænne sig til som dansker.
Efter frokost og tjek ind holder vi om eftermiddagen en lille ostesmagning for dem, der har lyst, af tre-fire forskellige lækre galiciske oste, som vi køber i byen.
Vi spiser fælles aftensmad på hotellet, og under aftensmaden gennemgår vi morgendagens rute og taler om dagen, der gik.
25.04. Dag 6: Arzúa – Lavacolla 29 km
Kl. 8.00 er der morgenmad. Vi synger morgensang og får et oplæg om dagens pilgrimsord, og så begiver vi os ud på dagens rute, der igen har let til middel i sværhedsgrad med gode vandre- og forsyningsforhold undervejs, men den er rejsens længste, hvilket kan gøre det hårdere. Terrænet er relativt fladt med marker, frugttræer, tættere bebyggelse, asfalt, drikkefontæner og barer.
For dem, der vil, spiser vi frokost sammen, og i forbindelse med frokosten holder Michael et foredrag om et emne, der er opstået undervejs.
Vi ankommer i Lavacolla, og checker ind på Hotel Ruta Jacobea. Lavacolla er en lille by meget tæt på lufthavnen og tæt på Santiago, så vi på sidste vandrerdag kan ankomme tidligt i Santiago de Compostela og har tid til at udforske vores endemål.
Vi spiser fælles aftensmad på hotellet, og under aftensmaden gennemgår vi morgendagens rute og taler om dagen, der gik.
26.04. Dag 7: Lavacolla – Santiago de Compostela: ca. 10 km
Kl. 8.00 er der morgenmad. Vi synger morgensang og får et oplæg om dagens pilgrimsord, og så begiver vi os ud på en kort sidste vandredag med middel sværhedsgrad. Vi kommer til ”Monte Gozo” (Glædesbjerget), som med sine 380 meter er højere end noget punkt i Danmark, og hvorfra der er udsigt til Santiago de Compostela og katedralens spir. På opløbet til Santiago findes mange kirker, klostre og megen camino-historik.
Vi burde ankomme i tid til at kunne deltage i katedralens pilgrimsmesse kl. 12, og vi får herefter vores pilgrims-certificering på pilgrimskontoret.
Enten før eller efter messen, stiller vi kufferterne på det fine Hotel Compostela, hvor vi kan tjekke ind kl. 16.
Før tjek ind er der mulighed for at gå med Michael på en lille byvandring i den smukke middelalderby, i den tilstødende park og i universitetsområdet og her er bliver også tid til at købe souvenirs i en af de talrige souvenirbutikker i centrum, eller til at købe galicisk vin eller skaldyr på dåse i supermarkedet.
Om aftenen spiser vi afskedsmiddag med røverhistorier fra ugen, der gik, udnævnelser og opsamlinger på spørgsmål.
27.4. Dag 8: Santiago – Danmark
Kl. 6,30 har vi pakket kufferterne på bussen, tjekket ud fra vores værelser, og der er transfer fra Hotel Compostela til lufthavnen i A Coruña (en mindre lufthavn), hvor vi ankommer ca. 7.30-7.45.
Kl. 9.20 er der afgang fra lufthavnen i A Coruña over Madrid (10.40-11.25).
Kl. 14.40 ankommer vi i Kastrup Lufthavn.
* Vi tager forbehold for ændringer
Dem møder du

Kursusleder:
Vores kursusleder er danske Michael Birkkjær Lauritsen, der siden 2019 har boet med sin spansk-danske familie i Galicien, en time fra hovedstaden og pilgrimsbyen Santiago de Compostela. Hans kæreste er spanier og deres to børn er født i henholdsvis Danmark og Spanien. Her har de en hverdag med offentlig skole, skolemad, efterskole-aktiviteter, bilsyn, skat og det offentlige sundhedssystem.
Michael kommer fra Østjylland og er cand.mag. i historie og Europastudier fra Aarhus Universitet. Før han flyttede til Spanien arbejdede han gennem mere end ti år for et oplysningsforbund med debat og oplysning om Europa og med at organisere 'samfundsrejser' i Europa. Han har desuden været forstander for en mindre aftenskole i et år. Fra Spanien har han en C1-eksamen i spansk.
I dag arbejder Michael selvstændigt med rejser i Spanien (Catalonien, Galicien og Andalusien), som tekstforfatter og som fagansvarlig for Galicien for online-leksikonet Lex. I sin fritid er han glad for at løbe i naturen, læse litteratur, være i haven, rejse og bokse.
Med på denne første pilgrimsvandring i Galicien er også forstander for Annas Højskole, Anna Katrin Nørgaard.
Fly
20.4 Danmark - Galicien
15.25 Afgang fra Københavns Lufthavn
18.45 Ankomst Madrid
19.50 Afgang Madrid
21.05 Ankomst Santiago de Compostela
27.4 Galicien-Danmark
9.20 Afgang A Coruña
10.40 Ankomst Madrid
11.25 Afgang Madrid
14.40 Ankomst København
* Vi tager forbehold for ændringer