Johnnie Kobbelgaard har boet på Mallorca de sidste 12 år. Johnnies Mallorcaeventyr startede, som det gør for mange andre, som en drøm. En drøm om at flytte til solens land, drive et lille idylisk land-hotel, leve det mallorcinske liv uden for meget stress og jag som i det regnfulde Danmark. Det lykkes ikke for ret mange, men det lykkedes for Johnnie og hans partner René med Finca Son Boronat nær Calvia, der er en landsby tæt ved bjergene på den vestlige del af Mallorca. At bygge et landhotel op fra bunden har været brolagt med en lang række udfordringer, som nok ville have fået de fleste andre til at give op, men Johnnie og René fik skabt et helt unikt sted, hvor kombinationen af nordisk design og ægte landidyl gik op i en højere enhed.

På grund af voldsomme omstædigheder og efter 12 år fik Johnnie et tilbud på det skønne hotel, han ikke kunne sige nej til, og første februar 2019 overdrog han nøglerne til de nye ejere og flyttede ind i en penthouselejlighed i det centrale Palma. Som 49-årig har han nu frihed til at slappe af og tænke lidt over hvad hans liv ellers skal indeholde. Men måske er det lidt for meget frihed?

Vi møder Johnnie på flere af “Mallorca set indefra kurserne” og hører den både rørende og fantastiske i historie på hans smukke tagterrassen  midt i Palmas bymidte.