Christine Feldthaus

Vi har været så heldige at have haft besøg af Christine Feldthaus, alle de år vi har lavet højskole på Mallorca. I 2020 har vi andre på programmet, men vi er altid klar til at invitere Christine igen. For det er aldrig kedeligt, når hun lægger vejen forbi.
Ingen ved bedre end Christine Feldthaus, hvor skabet skal stå. Eller rettere, hvem der har sat skabet, hvor det står. En lang karriere i reklamebranchen har givet hende en indsigt i livsmønstre og mennesketyper, som har gjort hende til en tilbagevendende ekspert i programmer som “Kender du typen” og “So F***ing Special” på DR. Christine Feldthaus er desuden aktiv som kommunikationsrådgiver, skribent, forfatter, bestyrelsesmedlem i Energifonden og ja, så er hun en enormt underholdende foredragsholder!
På Mallorca Højskole holder Christine Feldthaus et humoristisk, men også tankevækkende, foredrag for os, hvor hun tager danskernes værdier op og kigger på dem fra forskellige og nye vinkler:
Hvad har vi danskere egentlig gang I?
Hvad optager os danskere lige nu og her? Det prøver Christine Feldthaus at indfange på denne formiddag på højskolen, hvor hun kommer med et sædvanligt skarpt, dagsaktuelt, men også lunt nedslag i danskernes livsstil og stiller spørgsmål som:
Hvorfor bekymrer mænd sig nu pludselig om uønsket hårvækst? Hvorfor er mange kvinder storforbrugere af selvhjælpsbøger, aromaterapi og Ferrero Rocher? Hvem har egentlig fundet på samtalekøkkenet? Hvorfor udvikler vores børn og unge sig til “curling-børn”, der lever i cyberspace? Og hvorfor ser de deres forældre som tjenere på 5-stjernede luksushoteller?
Vi garanterer dig en super sjov formiddag med risiko for, at du kan genkende dig selv eller din nabo, når Christine tager os på en rejse hen over moderne livsførelse med Kählervaser, stenalderkost, glutenallergi og mindfulnesskurser!